Når to bliver til flere (Del 1/2)

Målet med Publius er at videregive en smule indsigt i den amerikanske politiske proces, og det vil vi forsøge at gøre ved at slå ned på nogle af de store emner, som optager den amerikanske politiske debat på et givent tidspunkt. Men amerikansk politik synes ikke åbenlys, når man har vænnet sig til en dansk politisk tradition med konsensus, vag magtdeling, mange partier og især partidisciplin. Derfor vil det også være vores mål at forklare begreber, mærkater og processer undervejs, men det skal selvfølgelig ikke bare være opslagsviden, så vi skal forsøge at pakke forklaringerne blødt ind i aktuelle nyheder og udviklinger…

Det amerikanske politiske landskab er, som de fleste vil vide, tegnet af to partier, Demokraterne og Republikanerne. Men dette to-partisystem er langt fra entydigt, især fordi man ser både inkarnationer af partierne på den nationale scene i Washington og i hver af de 50 stater. Det republikanske parti, eksempelvis, har en fælles konservativ kerne, men hvordan den kerne manifesteres afhænger meget af, hvor man befinder sig i USA. Og samtidig med denne opblødning af det sort-hvide i topartisystemet, ser man naturligvis en masse interne splittelser i partierne. (I Danmark kan 17 radikale medlemmer af Folketinget knapt blive enige, hvordan skal det så gå for 232 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus og 55 republikanske medlemmer af Senatet?)

Et demokratisk primærvalg i staten Connecticut er et udmærket sted at starte, hvis vi skal se splittelsen. Hér stiller én af statens to siddende senatorer, Joe Lieberman (D-Conn), op til genvalg i efteråret, men på grund af masser af intern kritik af Liebermans politiske kurs de seneste år, står senatoren overfor en seriøs udfordring indenfor sit eget parti (af Irak-krigsmodstanderen, Ned Lamont (D)). Kampen går på, hvem der får muligheden for at stille op som Demokraternes kandidat til midtvejsvalget i november (akkurat som vi kender det med præsidentielle primærvalg), men udover at det er ganske sjældent at siddende senatorer bliver seriøst udfordrede i primærvalg, er det mest interessante måske, at Lieberman har åbnet op for muligheden for at stille op som en Uafhængig kandidat, hvis han skulle tabe til Lamont. Inden for det demokratiske parti betragtes Lieberman som (meget) højreorienteret, og situation viser ganske tydeligt, hvordan partitilhør spiller en mindre rolle i USA end herhjemme. (Genkender du i øvrigt Liebermans navn, kan det være fordi han var Al Gores kandidat til vicepræsident i 2000.)

Langt de fleste valgte politikere vil identificere sig som enten demokrat eller republikaner — men det betyder ikke, at man tilslutter sig ét fælles program under én politisk ledelse. Det gør det amerikanske system til væsentligt mere labilt og mere afhængigt af midlertidige koalitioner end herhjemme. Det har samtidig den konsekvens, at ét partimedlems popularitet og handlinger ikke nødvendigvis bindes til andre medlemmers ditto. Eksempelvis har den republikanske Kongres (som består af de to tidligere nævnte kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet) tidligere måttet kæmpe for at binde sig til Bush’s (R) popularitet, men de i øjeblikket synes at gøre meget for at undgå af blive forbundet med den nu ganske upopulære præsident inden valget i november. Det betyder, at det på ingen måde er givet, at Republikanerne vil tabe Kongressen, selvom mere end halvdelen af amerikanerne næsten siden Bush’s genvalg i 2004 har erkendt sig utilfredse med præsidentens jobhåndtering i meningsmålinger.

Dét var første halvdel af et forsøg på at tegne det mest basale af det amerikanske politiske landskab fra venstre mod højre. Senere vil jeg vende tilbage med et indlæg, der (måske lidt leksikonagtigt) sætter mærkater på nogle af fraktionerne inden for de amerikanske partier — det kommer til at handle om konservative, neokonservative, moderate, progressive, evangeliske, uafhængige og mange flere.