Hvem skal forny partierne, '08?
Ser vi lidt længere ud frem end til midtvejsvalgene i november, kommer det næste rigtigt store politiske slag til at handle om både Republikanernes og Demokraternes nomineringer til præsidentvalget i 2008. Det kan måske synes som langt ude i fremtiden -- og primærvalgene er da også først i foråret 2008 -- men det ænder ikke på, at potentielle kandidater er begyndt at lægge sig i position.
De meget tidlige udviklinger hos Republikanerne ser godt ud for Virginia-senatoren George Allen (R-Vir.) og måske er 2008 året for hans kollega i Senatet fra Arizona, John McCain (R-Ariz.), som var Bush's store udfordrer i primærvalget i 2000. 
Og så er man begyndt at gætte på, hvem i Bush's administration kan gøre et forsøg på at få partiets nominering. Under "normale" omstændigheder har man altid givet den ære til vice-præsidenten, men Dick Cheney (R) har mange ting imod sig hér: Han har tidligt udelukket et kandidatur, men det er måske det mindste problem, for dertil kommer Cheneys helbredsproblemer og en popularitet, som ligger væsentligt under Bush'. (Leg med tallene hér.)
Primærvalgene og valget af en god kandidat er naturligvis vigtigt for partierne, og det er samtidig en mulighed for at partierne kan "genopfinde" sig selv -- især fordi præsidentkampagnerne naturligvis er de mest nationalt eksponerede og derfor fungerer som en udstillingsvindue til flest mennesker/vælgere. Mange republikanere ønsker sig måske en drejning mod mere traditionelle konservative værdier efter en periode, hvor partiet (i hvert fald fra Det Hvide Hus) har været styret af neo-konservative og evangeliske kristne. Men det ønske matches på den anden side, hos Demokraterne, af et ønske om enhver form for drejning, som kan trække partiet ud af skyggen af en årelang dårlig periode.
Dét gør Demokraternes primærvalg endnu mere spændende, for der er en udpræget mangel på konsensus omkring en retning -- og det synes at åbne kampen helt op. Endnu en senator, Hillary Clinton (D-N.Y.), er for tiden langt det bedste bud, men mens Clinton er en kontroversiel personlighed hos mange konservative (læs: Monica Lewinsky-skandalen), er hun også på mange måder udtryk for en status quo-attitude i partiet -- en attitude, som mange, især uden for Washington, ønsker at gøre op med.
Primærvalget i Connecticut mellem Lamont (D-Conn.) og Lieberman (D-Conn.), 
som jeg nævnte forleden, er udtryk for en sådan kamp mellem det etablerede og kendte imod det, man kan kalde netrødderne (græsrødder, som typisk virker ved at udtrykke meninger og indsamle penge via Nettet). Netrødderne var allerede en vigtig faktor hos Demokraterne i 2004, bl.a. i den tidlige primær-entusiasme for Howard Dean (D) og under hele valgkampen i indsamlingen hos MoveOn.org. På mange måder kridter det banen op til en kamp mellem en fornyende progressiv bølge (sådan vil netrødderne i hvert fald selv betegne det!) og en etableret Demokratisk elite.
Men det udgangspunkt er det sværere at nævne navne, men John Dickerson hos Slate skrev forleden om ét bud på en udfordrer i Clinton, Mike Warner (D-Vir.). Warner er stadig én af mange, som håber på at lægge sig i den rette position til valg, som stadig ligger halvandet år fremme.