Republikanere for resolutionen

Politico skriver at 11 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus talte i går for Irak-resolutionen, med demokraternes tid. To af de mere interessante er Tom Davis (VA-11) og Wayne Gilchrest (MD-1). (De to links kræver RealPlayer.)

Redaktionsmøde på Publius

Steffen Tiedemann Christensen:
Du citerer det samme på publius, som jeg gjorde for to indlæg siden?
Guan Yang:
Really?
Steffen Tiedemann Christensen:
Ja
Guan Yang:
Uha
Skriv et opfølgende indlæg
Og gør grin af mig
"Publius er så irrelevant at vi ikke engang selv læser den"
det er da oplagt

5 minutter hver

Repræsentanternes Hus er i gang med at debattere demokraternes udkast til en resolution der fordømmer den såkaldte “surge” i Irak. H.Con.Res. 63 har en ganske kort ordlyd:

(1) Congress and the American people will continue to support and protect the members of the United States Armed Forces who are serving or who have served bravely and honorably in Iraq; and

(2) Congress disapproves of the decision of President George W. Bush announced on January 10, 2007, to deploy more than 20,000 additional United States combat troops to Iraq.

Det virker egentlig simpelt nok og resolutionsforslaget er også blevet sendt til behandling med en regel der bestemmer at der ikke må være ændringsforslag eller forslag om at sende det tilbage til udvalg (motion to recommit). Problemet er at ledelsen i Repræsentanternes Hus har besluttet at alle 435 medlemmer, og de 5 delegerede uden stemmeret, hver får 5 minutter til at debattere forslaget.

Hele spektaklet kan ses på C-SPAN. Mike Pesca har samlet nogle af de bedre replikker. Normalt får lovforslag kun 30 minutters eller en times debat, så det er ret usædvanligt at se at et forslag får næsten 40 timers debat. Men også et ret fantastisk billede af amerikansk demokrati. Jeg har optaget en lille bid af debatten lige før kl 16:30, hvor Irak-debatten blev suspenderet for at debattere en resolution der hylder Charlie Norwood. Publius-redaktionen beklager den dårlige kvalitet; vi venter stadig på at TDC Kabel TV får C-SPAN i HD!

Gaffology og sort racisme

Jeg vil gerne dele to spændende citater fra weekendens TIME. Først Michael Kingsley med en vigtig indsigt:

It used to be, there was truth and there was falsehood. Now there is spin and there are gaffes. Spin is often thought to be synomymous with falsehood or lying, but accurately it is indifference to truth.

Og siden Orlando Patterson om rigtige amerikanske slaver og bare dem, der har den forkerte hudfarve:

To the surprise of many whites and dismay of his supporters, Barack Obama trailed Hillary Clinton among black Americans by a 40-point margin in a recent poll. The sad truth is that Obama is being rejected because many black Americans don't consider him one of their own and may even feel threatened by what he embodies.

Det er en historie om en sort identitet, som åbenbart finder sine rødder i slaveoplevelsen, og som udtrykket i fænomenet blackness. Selvom danske medier gennem de seneste uger har været fulde med positive historier om "den sorte præsidentkandidat", synes dette at være en identitet, som mange sorte amerikanere ikke tilskriver Obama. For mere om dette, kan du se Debra Dickerson, der netop tegner denne distinktion. Eller du kan lytte til Frank Esmann, der fortæller om Obama, blackness, og The Audacity of Hope -- men som netop påstår, at Obama har levet the black experience. (Lyt i øvrigt ikke til hele portrættet af Obama. De første 30 minutter er fine, men derefter fortaber det sig i ligegyldigheder, som er sjældne for programmerne fra Esmanns Verden.)

Update: En enkelt sætning fra Colbert's interview med Dickerson opsummerer meget godt, hvad jeg mener om Dickerson blackness-teori (citeret efter et indlæg på The Huffington Post om dette emne):

Colbert: So it sounds to me like you are judging blackness not on the color of someone’s skin but on the content of their character, which I think realized Dr. King’s dream in a very special way.

Om meningsløse resolutioner og ord

Som modstander af Irakkrigen, gav de sidste to måneder af 2006 lidt håb. Demokraternes sejr ved midtvejsvalget og måske især Baker-Hamilton-rapporten satte igen gang i debatten om en vej fremad. Reaktionen på rapporten var desværre ikke i overensstemmelse med rapportens anbefalinger, og -- måske endnu værre -- har meget af den efterfølgende politiske kamp hovedsageligt handlet om ord, ikke om handling. Seneste skridt: Repræsentanternes Hus har vedtaget en resolution, der misbilliger præsident Bush' troop surge i Irak. Selvom der er tale om en foreløbig kulmination på en måneds debat i den amerikanske lovgivende forsamling, er det ikke ligefrem basis for banebrydende handling. Resolutionens ordlyd er:

(1) Congress and the American people will con-tinue to support and protect the members of the United States Armed Forces who are serving or who have served bravely and honorably in Iraq; and

(2) Congress disapproves of the decision of President George W. Bush announced on January 10, 2007, to deploy more than 20,000 additional United States combat troops to Iraq.

Fra tirsdag følges der op på handlingsplanen ved at give alle Husets 435 repræsentanter 5 minuters taletid om Irakkrigen fra Husets talerstol. På den anden side er dette mere, end hvad Senatet kunne klare. Her er det foreløbigt ikke engang blevet muligt at have en åben debat om krigen.

Der er dog enkelte positive signaler. Debatten i sig selv er et stort skridt væk fra den debat, vi så i sommeren 2006, som blev domineret af berøringangste republikanere og cut-and-run-demokrater. Ved siden af dette står, at flere af komiteerne i Kongressen er begyndt at undersøge elementer af Irakkrigen -- såsom den politiske håndtering af efterretningerne, der ledte USA ind i krigen, og desuden proces, der skulle have genopbygget Irak efter de første kamphandlinger var afsluttede.