Publius elsker Robert Byrd!

Robert Byrd fra West Virginia er helt klart vores yndlingssenator her på Publius-redaktionen. Han er legemliggørelsen af alt hvad de Forenede Staters Senat står for. Byrd har tjent sammen med mere end 400 af de 1.895 mennesker der nogensinde har siddet i Senatet. Senator Byrd minder os om Senatets særlige rolle i de Forenede Staters politik og hvordan amerikanernes skæbne er uadskillelig fra Senatets skæbne, ligesom med romerne og deres senat. Han skriver fx på sin hjemmeside at

As long as there is a forum in which questions can be asked by men and women who do not stand in awe of a chief executive and one can speak as long as one's feet will allow one to stand, the liberties of the American people will be secure.

Eller

The Senate is larger than the sum total of its 100 members. When the duly elected Representatives of the people gather in the Senate chamber, they become much more than the combined intellects, talents, and idiosyncracies of 100 individuals. They become the living, breathing manifestation of the vision of the Framers — the guardians of the spirit and the soul of the sovereign people of this nation.

Fantastisk. I mandags, da resten af Senatet debatterede hvordan man skulle afholde debatten om den såkaldte “surge resolution” om Irak-krigen, var Byrd selvfølgelig nødt til at holde en timelang tale om kulminer. Fordi kulminearbejderen, næst efter Senatorer af de Forenede Stater, repræsenterer alt hvad USA står for. Og kulminernes skæbne er ligeså sammenviklet med USA's skæbne som Senatets.

The coal miner is proud—yes, you better believe it—of his profession. He is patriotic in that he mines the coal that fuels the American economy. You see those lights up there that are lighting this beautiful, wonderful Chamber of the Senate, the only Chamber of its kind in the world, the Senate, yes. The miner fuels those electric lights that surround this Chamber.

…
I have been in the mines. I was not a coal miner, but I was in there with my dad—not my father, but my dad. I have been in those mines. I heard the timbers, the tree trunks holding up the tons and tons and tons of earth and rock overhead to keep those rocks from crashing to the Earth and killing the miners. I could hear those timbers cracking. When I was in there I heard the timbers—these trees, as they were.
…

As a son of the coal fields, the Appalachian coal fields, as the son of a coal miner, I am determined, yes, determined to be the “captain of a mighty host demanding the rights to which free men”—free men—coal miners—“free men are entitled.”

Hvorfor bliver John L. Lewis aldrig citeret i den danske folketingssal?

Soldater, spyt ogår

Om et par måneder bliver det 31 år siden at det amerikanske militær gennemførte Operation Frequent Wind, evakueringen af Saigon i Vietnam-krigens sidste dage. Det vil uundgåeligt medføre diskussioner om hvilket år vi er i lige nu. Er vi i 1914, hvor verden er lige ved at kollapse? Eller 1919, med mange pinefulde år foran os? Eller måske 1975, på lavpunktet af amerikansk magt og prestige efter nederlaget i Vietnam? Eller måske i 1945, hvor vi, med Dean Achesons ord, er present at the creation og kan se frem til en ny verdensorden?

Sidste uges udsendelse af On the Media, et vidunderligt radioprogram fra WNYC i New York, havde et indslag om episoder hvor demonstranter spytter på hjemvendte amerikanske veteraner, både fra Vietnam-krigen og Irak-krigen. Sociologen Jerry Lembcke fortæller at der rent faktisk har været meget få egentlige rapporter om soldater der bliver spyttet på, og at det snarere er et symbol på den afmagt som veteranerne føler efter at have oplevet at en supermagt taber en krig mod en meget svagere modstander. (Andre mener dog at Lembcke tager fejl.)

Jeg er netop begyndt at læse Philip Roths prisbelønnede bog American Pastoral, der handler om de traumer en jødisk forretningsmand fra Newark, New Jersey, gennemgår efter hans datters involvering i antikrigsbevægelsen i 1968. De små hundrede sider jeg har læst indtil videre antyder at den amerikanske exceptionalisme der ligger bag måske er skrøbeligere end vi havde frygtet, at “the indigenous American berserk” når som helst kunne springe ud og ødelægge fundamentet for det amerikanske samfund.

Er der nogen sammenhæng mellem spyttehistorierne, Vietnam, 60'erne, og hvor USA er i dag? Hvad er essensen i the american pastoral? Blev den tabt af Lyndon Johnson i Vietnam? Har George W. Bush sat den over styr?

George W. Bush: The first MBA president

Det er svært at huske det nu, hvor præsident Bush's popularitet er helt i bund -- men faktisk var han selv og hans administration beundret af mange igennem præsidentens første valgperiode. Jeg er lige stødt på et glimrende eksempel på dette ved bogen "Team Bush: Leadership Lessons from the Bush White House". Bogen er skrevet af Donald Kettl, som er lidt af autoritet inden for offentlig styring og offentlig ledelse, men mon Kettl er stolt af sin Bush-bog idag? Her lidt af beskrivelsen:

Kettl, a University of Wisconsin public affairs professor, aims in this fast, accessible read to uncover "the leadership ideas and methods of America's 43rd president." In the process, he finds George W. Bush's most striking accomplishment to be that he "has consistently exceeded expectations." Kettl describes a president of average intellect with one saving grace: the ability to assemble, unify and lead a highly qualified management team that analyzes complex problems and solutions, thus enabling Bush to make effective decisions.

Er denne bog som skabt til din bogreol? Så læg mærke til, at du kan købe den brugt for den nette sum af $0,01.