Paven: Europa er usikker på absolutte og universelle værdier

Når vi normalt skriver om Guds Eget Land, kan man helt glemme, at kristendommen trods alt ikke er helt fremmed for for os europæere. Lur mig om ikke den foranstående valgkamp, om ikke et af de vigtige temaer i den kommende kampagne mod Det Ovale Værelse bliver herren selv. Men indtil da, kan jeg da glæde mig over, at Europa synes at have undsluppet religionen skygge, for når Paven er sur på dig, ved du, at du har gjort noget rigtigt:

Paven er skuffet over, at EU ikke hylder sin kristne baggrund i forbindelse med samarbejdets 50-årsjubilæum: "Det er ikke så underligt, at dagens Europa er blevet usikker på de absolutte og universelle værdier. Man fristes til at tro, at det europæiske kontinent er ved at miste troen på sin fremtid." Man har da lov til at håbe...

Spil på amerikansk politik på TV2

TV 2 Nyhedsspillet har tidligere i dag offentliggjort en række aktier omkring de præsidentielle primærvalg og omkring valget i november 2008. Det giver alle jer, der er interessere i amerikansk politik, en mulighed for at udnytte jeres viden. Og det er også en glimrende måde at bekende kulør, inden valgkampen virkeligt går igang:

• Al Gore demokratisk kandidat
• Hillary Clinton demokratisk kandidat
• Barack Obama demokratisk kandidat
• Hillary Clinton demokratisk præsident i 2008
• Rudy Giuliani republikansk præsident i 2008
• Al Gore demokratisk præsident i 2008
• Barack Obama demokratisk præsident i 2008

Guan og jeg selv har sammen med Nosco udviklet Nyhedsspillet for TV2. Guan skriver selv mere omkring sitet på sin blog, og er du interesseret i idéen bagved, kan du læse Noscos beskrivelse af prediction markets.

Bolton argumenterer for loyalitet og effektivitet hos den udøvende magt

Hos Publius har vi -- især overtegnede skribent -- haft en dårlig vane med at henvise til The Daily Show og til The Colbert Report. Det skyldes naturligvis, at jeg er overfladisk og dårligt oplyst samt at jeg oftest finder mig selv til venstre for den politiske midte. Derfor havde jeg heller ikke de store forventninger til John Boltons interview hos Jon Stewart i går aftes, men nogle gange er der plads til at blive overrasket.

John Bolton var som bekendt præsident Bush's viceminister for våbenkontrol, inden præsidenten i foråret 2005 nominerede Bolton som de forenede staters ambassadør i FN. Nomineringen blev aldrig godkendt i Senatet, hvorfor Bush i stedet valgte at give Bolton tjansen gennem en recess appointment. Det betød, at Senatet ikke skulle godkende Bolton, men det betød også, at Bolton blot kunne blive i embeddet i 18 måneder, inden kandidaturet igen skulle indstilles til Senatet. Derfor er Bolton nu ikke længere ved FN...

Bolton var ikke den mest oplagte kandidat til ambassadørposten: han er neokonservativ i en tid, hvor neokonservatisme er et fy-ord, og han har i årtier været en udtalt modstander af FN. Det var udgangspunktet for Stewarts interview: Kan man virkelig som USA's diplomatiske udsending til FN være erklæret modstander af hele institutionen? Er det ikke, spørger Stewart, en unødvendig politisering af etablerede instituioner? (Politiske embedders politisering er jo også ganske meget oppe i tiden...)

Dette udgangspunkt brugte Bolton til at tage hul på en interessant demokratisk diskussion. Ja, sagde han, selvfølgelig skal de personer, som præsidenten nominerer og udnævner nære sympati med præsidentens holdninger. Dette, mener Bolton, er hele kernen i et amerikansk politisk system, hvor politiske udnævnelser er en indgroet del af den politiske tradition. Faktisk forventer vælgerbefolkningen, der stemmer præsidenten ind i det ovale værelse, at præsidenten sætter sit eget kraftige aftryk på institutionerne og beslutningerne i administrationen. Det er altså ikke blot præsidentens opgave at lede, men også at forme bureaukratiet i sit eget billede.

Kritikken af dette er to-sidet: For det første har der været en del sager gennem Bush's regeringsperiode, hvor politisk udnævnte personer har vist sig ikke at være deres opgave voksen. Eksemplerne på dette går håndteringen af Katrina, til indsamlingen af oplysninger om masseødelæggelsesvåben over til selve håndteringen af krigen i Irak. I hvert af disse tilfælde har det være karakteristisk, at de ansvarlige personer har været mere ansvarlige over for præsidentens holdning end overfor sandheden og for "de rigtige beslutninger".

For det andet -- og dette ligger naturligvis i forlængelse af det forrige punkt -- ser vi eksempler, hvor fyringsmagten bruges til at få underordnede til at makke ret, uafhængigt af lovens rammer. Det synes i hvert fald at være tilfældet, når statsadvokater presses til at skrinlægge korruptionssager mod republikanske kongresmedlemmer.

Stewarts argument er, at en administration, hvis hovedpersoner -- Bush, Cheney, Rumsfeld, Rove, ... -- ikke er villige til høre den anden sides argumenter nødvendigvis må blive lukket omkrig sig selv og afskåret fra debatten. Og at denne manglende lydhørhed fører til store politiske fejltagelser. Men selvom det er svært at være uenig i dette udsagn, har Bolton også en pointe: Man er vel som folkevalgt forpligtet til at forfølge sin egen overbevisning og den overbevisning alene. (Men dette er en individualitisk, demokratisk tanke, som synes meget fjern i et dansk konsensusdemokrati.)

Se interviewet med Bolton...