Nej, det er ikke afgjort — i hvert fald ikke helt
Det er sjovt at vågne op morgenen til vurderingen af resultatet af nattens valg. De to første artikler i min indbakke læste sådan her:
By several measures, Obama was the victor: He picked up 13 states to Clinton’s eight, and he won more pledged delegates. This gives him additional momentum going into some promising-looking primaries over the next couple of weeks. The contests in the next two weeks in Virginia, Maryland, and Washington, D.C., on Feb. 12 followed by Wisconsin and Hawaii on Feb. 19 all favor him. His $32 million fund-raising record in January shows that he will have more money than Clinton to wage a protracted campaign. – Dickerson i Slate
og sådan her:
Hun bliver USA’s næste præsident. Ligesom en Republikaner ikke kan nomineres som præsidentkandidat uden at vinde de konservative Sydstater, kan en Demokrat heller ikke nomineres uden at vinde de liberale Kyststater: New York og Californien. Hillary vandt begge.
Barack Obama kom tæt, men ikke tæt nok. Han vandt i tyndt befolkede landstater, der typisk stemmer på Republikanerne, mens hun vandt i de folkerige, liberale storbystater. Målt i delegerede står de lige nu, men symbolsk fører hun nu efter at have vundet overraskende klart i Californien og New York. – Politikens Kampagnesporet
Pointen er ikke, at én analyse er korrekt og en anden forkert. Tydeligt er det dog, at ingen ved, hvad der er korrekt. Når det er sagt, er jeg grundlæggende uenig i Kampagnesporets udlægning. Bevarres, resultaterne i Californien, New York og Massachusetts har indflydelse på den videre proces, men den indflydelse bliver mudret og uklart ligesom konsekvenserne af Iowa, New Hampshire, Michigan, South Carolina, Florida, …
Det svage punkt i argumentet er i stedet, at demokraterne åbenbart nødvendigvis må nominere Clinton, fordi hun vandt i de traditionelt demokratiske kyststater, når virkeligheden er direkte omvendt: Ligemeget om Clinton eller Obama bliver opstillet som partiets kandidat, skal personen nok vinde kyststaterne. Det vigtige for hele partiets præsidentkandidat er i stedet, at personen kan vinde de “tyndt befolkede landstater, der typisk stemmer på Republikanerne”. Kampagnesporet vender sit argument direkte på hovedet.
Obamas kamp i den næste tid er op ad bakke. Han er bagud, og i de kommende primærvalg vil den hidtidige trend blive fortsat; hver kandidat vinder nogle af staterne, men ikke dem alle — og med proportional tildeling af delegerede, er det svært at indhente de omkring 150 delegerede, som Obama er kommet bagud.
Svært, men ikke umuligt. For selvom Clinton kom styrket ud af supertirsdagen, blev hun ikke styrket på den måde, som eksempelvis Garby forudså. Primærvalget er stadig Hillary Clintons til at tabe, men Obama har hentet tilstrækkeligt ind i løbet af 2008 til at udskyde afgørelsen med flere måneder. Konsekvensen er, at der bliver masser af muligheder for begge kandidater til både at vinde og tabe konkurrencen. De smarte penge er nok stadig på Clinton, men ikke med mere en 60-40.
Update: Lars Trier Mogensen har svaret på dette blogpost i kommentarerne hos Politiken, men kommentering dér kræver, at jeg indtaster min adresse uden at det tydeligt angives, hvad adressen bruges til — så jeg vil hellere konkretisere en ting her:
Hovedpointen i dette indlæg er ikke, at Obama kan vinde 50 stater. Det kan han ikke, selvom han muligvis bringer nogle sydstater i spil i et match-up med McCain.
Hovedpointen er, at Obama — ligesom Clinton — vinder New York, New Jersey, Massachusetts og Californien, hvis demokraterne opstiller ham til november. Det ved demokratiske vælgere, så det spiller slet ikke ind i valgbarhedsargumentet (som det fremføres af på Kampagnesporet), om Clinton er i stand til at vinde New York eller Californien med to ekstra procentpoint. Kerry vandt New York med 18 procentpoint i 2004 og Californien med 10. Der er altså ikke tale om svingstater.
(Wow, det kom til at lyde som et surt opstød. Det var ikke meningen.)

Lars Trier Mogensen said,
februar 6, 2008 at 10:06 am
Kære Steffen Tiedemann Christensen,
Det er en fin, begavet replik, du leverer. Man kan oplagt argumentere for, at Obama står styrket ved at have vundet i de stater, hvor Demokraterne normalt står svagt, da han dermed giver håb om at Demokraterne kan brede sin vælgerappel ud til november.
Men hvis man kigger på, hvordan Hillary og Obama rent faktisk har klaret sig i de ’swing stater’, hvor Demokraterne lige akkurat tabte i 2004, ser det nu udmærket ud for Clinton: Hun vandt overbevisende i f.eks. Florida og Nevada. Hun fører også i meningsmålingerne i Ohio.
Hvis man ser bort fra den rene ønsketænkning – hvor Barack Obama kan vinde alle 50 stater – vil jeg derfor holde fast i, at Hillary Clinton står til at kunne vinde til sidst, ikke mindst fordi hun også har flertallet af de såkaldte ’super delegates’ bag sig.
Bedste hilsner
Lars Trier Mogensen
Guan Yang said,
februar 7, 2008 at 3:13 am
Lad os sige at Obama vinder flere svingstater end Hillary. Betyder det nødvendigvis at han har en højere sandsynlighed for at vinde præsidentvalget? Måske er demokrater i svingstater og røde stater mærkelige og ikke repræsentative for vælgerne i den pågældende stat generelt? (Ligesom demokraterne i Orange County. Mærkelige!) Hvad antyder exitpolls og demografien i de pågældende stater, samt tidligere historiske valg? Vandt Reagan stort ved primærvalg i svingstater og blå stater?
Steffen Tiedemann Christensen said,
februar 7, 2008 at 10:25 am
Men vi er vel enige om, at sejr i kyststaterne ikke give mere momentum i de næste måneder en sejre andre steder?