Guan holder ferie i denne uge, så det er muligvis grunden til, at han endnu ikke har skrevet om, at præsident Bush i sidste uge, for første gang i sin embedsperiode, nedlagde veto mod en lov, som var vedtaget i begge Kongressens kamre. Loven var én ud af tre, som skal adressere offentlig støtte til forskning i stamceller — og den lov, Bush nedlagde veto imod, var specifikt møntet på forskning i embryonale stamceller. Der er flere grunde til, at der er gået så forholdsvist lang tid, inden præsidenten følte sig nødsaget til at bruge sin veto-ret for første gang, og hver af disse grunde giver et godt indblik i den måde, som amerikansk politik har fungeret på de seneste fem år. Men lad os først tage en afstikker…
Magtens tredeling kender vi: Det handler om, at en stats regering og administration deles op i tre magtgrene, en lovgivende, en udøvende og en dømmende. I Danmark er de tre forskellige roller ikke fuldstændigt uafhængige af hinanden — dels vælges den øverste udøvende magt (Regeringen) fra den lovgivende forsamling (Folketinget) ligesom i alle parlamentariske systemer, og dels vil nogen mene, at den dømmende magt (domstolene) ikke altid virker 100% uafhængig af den udøvende magt, fordi den danske dommerstand ofte rekrutteres fra Justitsministeriet. Dertil kommer naturligvis en masse finesser, men hovedpointen er, at den amerikanske forfatning er designet med klar magtdeling og uafhængighed for øje: Den lovgivende (Kongressen) og den udøvende (Præsidenten) magt vælges separat og demokratisk, mens den dømmende magt er uafhængig af de to andre magter efter at være blevet udpeget af præsidenten og godkendt i Senatet.
Oveni denne klare deling kommer dét, amerikanerne kalder “checks and balances” — dvs. at alle magtgrene blandt andet har til opgave at kontrollere og balancere de andre grenes magt. Eksempler på sådanne procedurer er, når Højesteret vurderer om et vedtaget lov er forfatningsstridig, når Senatet godkender præsidentens valg af ministre eller dommere (blandt andet), eller når præsidenten skal underskrive en lov vedtaget i Kongressen, for at den bliver gyldig.
Den gensidige kontrol og balancering betyder en varig magtkamp mellem de forskellige magtgrene, og hver grens magt synes ofte at være omvendt proportional med de andre grenes magt — en stærk præsident medfører oftest en svagere Kongres, mens en svag præsident betyder flere handlemuligheder for Kongressen. (Det samme gælder naturligvis inden for Kongressen, hvor de to forskellige kamre også balancerer hinanden. Robert A. Caro fortæller blandt andet i sin fremragende bog, Master of the Senate, om hvordan Senatets relative magt i forhold til Repræsentanternes Hus steg og steg i perioden efter den amerikanske forfatning blev underskrevet, fordi befolkningsvæksten i USA i den periode var markant — det betød, at antallet af medlemmer i Huset steg, mens antallet af medlemmer af Senatet blot steg svagt, når en ny stat blev optaget i unionen. Og antallet af medlemmer betød, især i en periode med endnu svagere partidisciplin end i dag, større besvær ved at opnå enighed.)
Ét af kontrolapparaterne i forfatningen er Kongressens mulighed for at stille en person fra en anden gren af regering for en rigsret i Senatet (som vi så det i 1999, hvor Bill Clinton stilledes for en rigsret, men blev frikendt). Der er dog tradition for kun at bruge denne mekanisme i meget sjældne tilfælde, netop fordi det nedbryder den klare magtdeling, hvis den lovgivende magt kan fælde andre grene i magttrekanten. Præcedens for denne tradition blev sat i 1861, hvor præsident Andrew Johnson blev stillet for en rigsret alene pga. sin politiske linje. Var han blevet dømt og afsat, ville det amerikanske system i dag måske have mindet meget om den danske negative parlamentarisme, hvor den udøvende magt (igen, regeringen) kan modtage et mistillidsvotum i den lovgivende forsamling og derefter må træde tilbage. Men i stedet blev magtdelingen sikret, som Lyman Trumbull fremhævede:
“The question to be decided is not whether Andrew Johnson is a proper person to fill the Presidential Office, nor whether it is fit that he should remain in it… Once set, the example of impeaching a President for what, when the excitement of the hour having subsided, will be regarded as insufficient cause, no future President will be safe… What then becomes of the checks and balances of the Constitution?” (Trumbell 1861, citeret i Caro 2002)
Tilbage til nutiden og til emnet…
Bush-administrationen har — med vicepræsident Dick Cheney i spidsen — kæmpet hårdt for at udvide den magt, der tilfalder den udøvende magt. Det er sket med et udgangspunkt i den markante opbakning og popularitet, præsidenten nød i årene efter 11. september 2001, i krigen mod terror og i et flertal i begge kamre i Kongressen efter 2002. Den position, siden kombineret med valgsejren i 2004, har gjort Bush til en stærk præsident. Og positionen har betydet, at Bush i en lang periode har kunnet kontrollere dagsordenen for lovgivningen, og præsidenten har således ikke været stillet i en situation, hvor det har været nødvendigt for ham at anvende sin veto-ret.
Til gengæld synes opbakningen i Kongressen at være smuldret sammen med præsidentens popularitet — og på den måde er vetoet (som måske ellers kunne tolkes som en magtdemonstration) et meget klart udtryk for afmagt fra en præsident, som ikke længere har den fornødne indflydelse på Kongressen til at kontrollere den lovgivning, som ender på hans bord til underskrivning. Det betyder også, at man i krogene i Washington er begyndt at tale om, at Bush’s veto meget vel kan være begyndelsen på præsidentens periode som “lame duck” (dvs. en magtesløs periode, fordi præsidenten ikke kan genvælges efter sin anden embedsperiode) og derfor også begyndelsen på enden for Bush.
Men vetoet er bare én side af sagen, for faktisk har Bush lige siden han tiltrådte benyttet såkaldte underskriftserklæringer (signing statements) i omfattende grad. Sådanne erklæringer er dokumenter, som præsidenter vedlægger et stykke lovgivning, når det underskrives — typisk erklæringer omkring præsidentens manglende villighed til at håndhæve eller følge loven. I perioden op til Bush’s tiltrædelse i 2001 havde USA’s forrige 42 præsidenter gjort brug af underskriftserklæringer under 600 gange, mens Bush i sine fem-et-halvt år har underskrevet omkring 800 sådanne erklæringer.
Det bedste eksempel på en dette er måske erklæringen, som præsidenten vedhæftede antitorturloven i december sidste år. Her gjorde han det klart, at han bare ville følge loven i den udstrækning, den harmonerer med hans udøvende magt, som i øvrigt er udvidet i krigstid.
Så konklusionen må være, at det endnu ikke står klart, om Bush’s veto i sidste uge virkeligt indvarsler en ny periode i amerikansk politik — eller om det blot var en fortsættelse af den samme linje i kampen mellem de tre magtgrene.
8 kommentarer
New York Times rapporterer at de midlertidige bestemmelser i Stemmeretsloven fra 1965, et af de vigtigste stykke lovgivning om borgerrettigheder i USA’s historie, er blevet forlænget i endnu et kvart århundrede efter en 98–0 afstemning i Senatet. Stemmeretsloven blev vedtaget af Kongressen i 1965 i kølvandet på demonstrationer og vold i staten Alabama. Dagen efter den såkaldte “Blodige Søndag” hvor demonstranterne blev tævet og 17 endte på hospitalet, den 16. marts 1965, gav den 36. præsident, Lyndon Baines Johnson, en berømt tale for Kongressen hvor han brugte de berømte ord “we shall overcome” og opfordrede lovgiverne til at vedtage en effektiv stemmeretslov. Han sagde blandt andet:
The great phrases of that purpose still sound in every American heart, North and South: “All men are created equal.” “Government by consent of the governed.” “Give me liberty or give me death.” And those are not just clever words, and those are not just empty theories. In their name Americans have fought and died for two centuries and tonight around the world they stand there as guardians of our liberty risking their lives. Those words are promised to every citizen that he shall share in the dignity of man. This dignity cannot be found in a man’s possessions. It cannot be found in his power or in his position. It really rests on his right to be treated as a man equal in opportunity to all others. It says that he shall share in freedom. He shall choose his leaders, educate his children, provide for his family according to his ability and his merits as a human being.
Loven, som trådte i kraft i august 1965, og som gjorde brug af Kongressens beføjelser til at håndhæve retten til at stemme i henhold til den 14. forfatningsændring, forbød en række hindringer der dengang var i brug i Sydstaterne for at forhindre især sorte i at stemme. Sorte vælgere der ønskede at registrere sig skulle i mange valgdistrikter betale en stemmeskat eller gennemføre en prøve hvor man kunne blive bedt om at fremsige hele forfatningen eller Uafhængighedserklæringen på tysk. Stemmeretsloven indførte desuden føderal forvaltning af vælgerregistreringen i en række stater og en procedure hvor ændringer i valgregler og valgdistrikter skulle godkendes af Justitsministeriet i Washington før de kunne træde i kraft. Det er blandt andet de midlertidige bestemmelser om forudgodkendelse af ændringer i valgregler der er nu er blevet forlænget.
Kommentarer
Ser vi lidt længere ud frem end til midtvejsvalgene i november, kommer det næste rigtigt store politiske slag til at handle om både Republikanernes og Demokraternes nomineringer til præsidentvalget i 2008. Det kan måske synes som langt ude i fremtiden — og primærvalgene er da også først i foråret 2008 — men det ænder ikke på, at potentielle kandidater er begyndt at lægge sig i position.
De meget tidlige udviklinger hos Republikanerne ser godt ud for Virginia-senatoren George Allen (R-Vir.) og måske er 2008 året for hans kollega i Senatet fra Arizona, John McCain (R-Ariz.), som var Bush’s store udfordrer i primærvalget i 2000. 
Og så er man begyndt at gætte på, hvem i Bush’s administration kan gøre et forsøg på at få partiets nominering. Under “normale” omstændigheder har man altid givet den ære til vice-præsidenten, men Dick Cheney (R) har mange ting imod sig hér: Han har tidligt udelukket et kandidatur, men det er måske det mindste problem, for dertil kommer Cheneys helbredsproblemer og en popularitet, som ligger væsentligt under Bush’. (Leg med tallene hér.)
Primærvalgene og valget af en god kandidat er naturligvis vigtigt for partierne, og det er samtidig en mulighed for at partierne kan “genopfinde” sig selv — især fordi præsidentkampagnerne naturligvis er de mest nationalt eksponerede og derfor fungerer som en udstillingsvindue til flest mennesker/vælgere. Mange republikanere ønsker sig måske en drejning mod mere traditionelle konservative værdier efter en periode, hvor partiet (i hvert fald fra Det Hvide Hus) har været styret af neo-konservative og evangeliske kristne. Men det ønske matches på den anden side, hos Demokraterne, af et ønske om enhver form for drejning, som kan trække partiet ud af skyggen af en årelang dårlig periode.
Dét gør Demokraternes primærvalg endnu mere spændende, for der er en udpræget mangel på konsensus omkring en retning — og det synes at åbne kampen helt op. Endnu en senator, Hillary Clinton (D-N.Y.), er for tiden langt det bedste bud, men mens Clinton er en kontroversiel personlighed hos mange konservative (læs: Monica Lewinsky-skandalen), er hun også på mange måder udtryk for en status quo-attitude i partiet — en attitude, som mange, især uden for Washington, ønsker at gøre op med.
Primærvalget i Connecticut mellem Lamont (D-Conn.) og Lieberman (D-Conn.), 
som jeg nævnte forleden, er udtryk for en sådan kamp mellem det etablerede og kendte imod det, man kan kalde netrødderne (græsrødder, som typisk virker ved at udtrykke meninger og indsamle penge via Nettet). Netrødderne var allerede en vigtig faktor hos Demokraterne i 2004, bl.a. i den tidlige primær-entusiasme for Howard Dean (D) og under hele valgkampen i indsamlingen hos MoveOn.org. På mange måder kridter det banen op til en kamp mellem en fornyende progressiv bølge (sådan vil netrødderne i hvert fald selv betegne det!) og en etableret Demokratisk elite.
Men det udgangspunkt er det sværere at nævne navne, men John Dickerson hos Slate skrev forleden om ét bud på en udfordrer i Clinton, Mike Warner (D-Vir.). Warner er stadig én af mange, som håber på at lægge sig i den rette position til valg, som stadig ligger halvandet år fremme.
1 kommentar
Jeg skrev tidligere på ugen om ransagningen af kongresmedlem William Jeffersons kontor, men min medblogger Steffen påpegede at jeg har undladt nogle slibrige detaljer. De fleste af dem kan findes (på engelsk) på Wikipedia-siden for William Jefferson.
Jefferson er en yderst korrupt demokratisk repræsentant fra Louisiana som i juli 2005 angiveligt modtog 100.000 dollar i bestikkelse for at hjælpe et firma med deres aktiviteter i Afrika. Siden da har han været under efterforskning fra FBI og Public Integrity Section, den særlige anklagemyndighed for føderal korruption. Senere fandt FBI 90.000 dollar i fryseposer i hans fryser.
Ransagningen den 20. maj er som jeg allerede har nævnt første gang nogensinde at de føderale myndigheder har ransaget et kongreskontor uden Kongressens samtykke. Hverken Jefferson eller Repræsentanternes Hus fik på forhånd besked om ransagningen eller dommerkendelsen, men i “almindelige” straffesager er det selvfølgelig heller ikke kutyme at den sigtede ligefrem advares før hans kontor bliver ransaget.
Umiddelbart efter ransagningen udsendte den republikanske leder for Repræsentanternes Hus, formand Dennis Hastert (R-IL), og den demokratiske leder, Nancy Pelosi (D-CA), en fælles udtalelse der fordømte ransagningen og erklærede den ulovlig ifølge princippet om magtadskillelse og forfatningens såkaldte “Tale eller Debat”-klausul, der beskytter føderale lovgivere i deres lovgivende taler eller debatter, en klausul der er blevet fortolket til at omfatte en række “lovgivende aktiviteter.”
Amerikanske lovgivere nyder ikke samme form for parlamentarisk immunitet som fx. danske folketingsmedlemmer; de kan sagtens straffes ved en retssag, men kan dog kun fjernes fra deres embeder af deres eget hus. Der har været sager med både føderale dommere og kongresmedlemmer der stadig modtog deres løn mens afsonede fængselsstraffe fordi de endnu ikke var blevet frateget deres embeder.
Det interessante er så at begge partiers ledere i Senatet ikke har fordømt ransagningen på samme måde. De har faktisk udtalt at ransagningen, der skete på baggrund af en dommerkendelse fra dommer Thomas F. Hogan fra den føderale distriktsdomstol for District of Columbia, er lovlig og ikke krænker forfatningen. Hvorfor denne forskel? Kyniske kommentatorer ville påpege at Repræsentanternes Hus er langt mere korrupt end Senatet og at de republikanske ledere i Huset er bange for at Jefferson-ransagningen skaber en uheldig præcedens for fremtidige ransagningsforsøg. Især er det en udbredt opfattelse at formand Dennis Hastert potentielt kan blive involveret i den korruptionssag der omfatter den tidligere lobbyist Jack Abramoff.
William Jefferson har allerede besluttet at appellere dommer Hogans kendelse. Regeringen prøver at stoppe den appel ved at argumentere for at en dommers kendelse i en sag om effekter beslaglagt ved en ransagning ikke kan appelleres; det er ifølge Højesterets kendelse i DiBella v. United States, 369 U.S. 121 (1962), ikke muligt at anke sådanne kendelser før retssagens afslutning. Det er et generelt retsprincip at kun “endelige” afgørelser fra en domstol kan ankes. Læs mere om sagen på SCOTUSblog.
Kommentarer
Målet med Publius er at videregive en smule indsigt i den amerikanske politiske proces, og det vil vi forsøge at gøre ved at slå ned på nogle af de store emner, som optager den amerikanske politiske debat på et givent tidspunkt. Men amerikansk politik synes ikke åbenlys, når man har vænnet sig til en dansk politisk tradition med konsensus, vag magtdeling, mange partier og især partidisciplin. Derfor vil det også være vores mål at forklare begreber, mærkater og processer undervejs, men det skal selvfølgelig ikke bare være opslagsviden, så vi skal forsøge at pakke forklaringerne blødt ind i aktuelle nyheder og udviklinger…
Det amerikanske politiske landskab er, som de fleste vil vide, tegnet af to partier, Demokraterne og Republikanerne. Men dette to-partisystem er langt fra entydigt, især fordi man ser både inkarnationer af partierne på den nationale scene i Washington og i hver af de 50 stater. Det republikanske parti, eksempelvis, har en fælles konservativ kerne, men hvordan den kerne manifesteres afhænger meget af, hvor man befinder sig i USA. Og samtidig med denne opblødning af det sort-hvide i topartisystemet, ser man naturligvis en masse interne splittelser i partierne. (I Danmark kan 17 radikale medlemmer af Folketinget knapt blive enige, hvordan skal det så gå for 232 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus og 55 republikanske medlemmer af Senatet?)
Et demokratisk primærvalg i staten Connecticut er et udmærket sted at starte, hvis vi skal se splittelsen. Hér stiller én af statens to siddende senatorer, Joe Lieberman (D-Conn), op til genvalg i efteråret, men på grund af masser af intern kritik af Liebermans politiske kurs de seneste år, står senatoren overfor en seriøs udfordring indenfor sit eget parti (af Irak-krigsmodstanderen, Ned Lamont (D)). Kampen går på, hvem der får muligheden for at stille op som Demokraternes kandidat til midtvejsvalget i november (akkurat som vi kender det med præsidentielle primærvalg), men udover at det er ganske sjældent at siddende senatorer bliver seriøst udfordrede i primærvalg, er det mest interessante måske, at Lieberman har åbnet op for muligheden for at stille op som en Uafhængig kandidat, hvis han skulle tabe til Lamont. Inden for det demokratiske parti betragtes Lieberman som (meget) højreorienteret, og situation viser ganske tydeligt, hvordan partitilhør spiller en mindre rolle i USA end herhjemme. (Genkender du i øvrigt Liebermans navn, kan det være fordi han var Al Gores kandidat til vicepræsident i 2000.)
Langt de fleste valgte politikere vil identificere sig som enten demokrat eller republikaner — men det betyder ikke, at man tilslutter sig ét fælles program under én politisk ledelse. Det gør det amerikanske system til væsentligt mere labilt og mere afhængigt af midlertidige koalitioner end herhjemme. Det har samtidig den konsekvens, at ét partimedlems popularitet og handlinger ikke nødvendigvis bindes til andre medlemmers ditto. Eksempelvis har den republikanske Kongres (som består af de to tidligere nævnte kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet) tidligere måttet kæmpe for at binde sig til Bush’s (R) popularitet, men de i øjeblikket synes at gøre meget for at undgå af blive forbundet med den nu ganske upopulære præsident inden valget i november. Det betyder, at det på ingen måde er givet, at Republikanerne vil tabe Kongressen, selvom mere end halvdelen af amerikanerne næsten siden Bush’s genvalg i 2004 har erkendt sig utilfredse med præsidentens jobhåndtering i meningsmålinger.
Dét var første halvdel af et forsøg på at tegne det mest basale af det amerikanske politiske landskab fra venstre mod højre. Senere vil jeg vende tilbage med et indlæg, der (måske lidt leksikonagtigt) sætter mærkater på nogle af fraktionerne inden for de amerikanske partier — det kommer til at handle om konservative, neokonservative, moderate, progressive, evangeliske, uafhængige og mange flere.
1 kommentar
Dommer Thomas F. Hogan ved den føderale distriktsdomstol for District of Columbia har i dag fundet at ransagningen af kongresmedlem William Jeffersons kontor i Repræsentanternes Hus’ Rayburn-bygning var lovlig. Læs kendelsen og begrundelsen. Det var første gang i USA’s historie at anklagemyndigheden har brugt en dommerkendelse til at ransage et kongresmedlems kontor uden samtykke fra Repræsentanternes Hus. De har dog tidligere ransaget en dommers kontor.
Ved ransagningen, som begyndte sent lørdag aften den 20. maj, blev både Jefferson og advokaten for Repræsentanternes Hus nægtet adgang til kontoret mens ransagningen fandt sted. Et hold FBI-agenter der ikke deltog i efterforskningen af Jeffersons korruptionssag gennemgik alle papirer for at sikre at efterforskerne ikke fik adgang til dokumenter der kun vedrører Jeffersons lovgivende arbejde.
William Jefferson påstod overfor dommeren at denne procedure ikke sikrede hans rettigheder under forfatningens såkaldte “Speech or Debate Clause” da den tildeler rettigheder som kun et kongresmedlem kan forstå. Det er den bestemmelse der fastslår at en senator eller repræsentant ikke kan straffes eller sagsøges for en lovgivende handling: “for any Speech or Debate in either House, they shall not be questioned in any other place.”
I en 28 siders dom fastslog dommer Hogan at Jeffersons fortolkning af Tale eller Debat-klausulen ville “omdanne ethvert kongreskontor til et skatteyder-støttet fristed for kriminalitet” (side 27) og besluttede at stadfæste den kendelse der tillod ransagningen og at afvise Jeffersons begæring om at få de beslaglagte dokumenter tilbage.
Læs mere: TPMmuckraker, AP, Washington Post.
1 kommentar
Denne weblog kommer til at handle om amerikansk politik og jura. Der følger flere detaljer senere, men først lidt baggrund om vores navn.
Publius er det pseudonym som James Madison (fjerde præsident), Alexander Hamilton (første finansminister) og John Jay (første retspræsident) brugte da de udgav en serie pamfletter kaldet The Federalist Papers i 1787. 
Formålet med pamfletterne var at overbevise borgerne i staten New York om at de skulle ratificere de Forenede Staters Forfatning. Artiklerne indeholder en minutiøs gennemgang af en række af den foreslåede forfatnings bestemmelser og bruges i dag af domstolene til at fortolke forfatningsgivernes hensigter, især fordi James Madison, der senere skulle blive den fjerde præsident, spillede en nøglerolle i den forfatningsgivende forsamling.
2 kommentarer
