Guvernørvalg
Bloggen Amerikansk Politik har til aften gjort det, jeg var for doven til at gøre forleden, da jeg skrev om Huset og Senatet: Værsgo, en opsummering af stillingen op mod guvernørvalgene næste tirsdag.
Election Party i København?
Publius-teamet har mærkeligt nok ikke modtaget guldrandede invitationer til eksklusive election parties den 7. november. Vi har valgt at betragte dette som en overseelse og ville høre om andre politiske junkies har bedre viden på området end os?
Stillingen 10 dage inden valget
Med under to uger tilbage til midvejsvalget synes løbet at blive tættere og tættere. Den danske blogosfære om amerikansk politik har længe fulgt valgkampen tæt med løbende meningsmålinger, men jeg ville gerne skære lidt til benet, så alle Publius’ læsere i hvert fald ved, hvordan situationen ser ud. (Jeg har tidligere skrevet en masse baggrund omkring valget, så det vil jeg ikke gentage. Er du ny til amerikanske Kongres-valg, kan du starte her.)
Senatet:
Et magtskifte i dette kammer kræver, at Demokraterne vinder 7 sæder, og med udgangspunkt i de nyeste meningsmålinger betyder det, at partiet skal vinde tre ud af disse fire distrikter:
Missouri: Jim Talent (R) (46,8%) – Claire McCaskill (D) (45,6%)
New Jersey: Bob Menendez (D) (44%) – Thomas Kean (R) (40,6%)
Tennessee: Bob Corker (R) (47,2%) – Harold Ford (D) (45,8%)
Virginia: George Allen (R) (47,8%) – James Webb (D) (46,2%)
Tallene i parentes er gennemsnit af de fem seneste meningsmålinger i distrikterne fra Slate.com, men — måske med undtagelse af New Jersey-distriktet — betyder det ikke særligt meget, fordi tallene er inden for målingernes fejlmargin. Der er altså tale om næsten dødt løb.
(Slate må karakteriseres som en demokratisk publikation, hvilket kommer til udtryk i deres artikler — men i forhold til rå data skulle det ikke betyder nogen indbygget bias. CQPolitics er et alternativ.)
Repræsentanternes hus:
Som jeg også diskuterede første gang, jeg skitsere valgkampens stilling, er det meget sværere at få et klart billede over magtkampen i Huset: Der er mange flere valgkampe, mange flere (mindre) meningsmålinger og meget mere rum til uklarhed.
Det er dog tydeligt, at det også er meget lige her til trods for generel lede ved især det Republikanske parti i den amerikanske befolkning (som Garby skrev forleden). CQPolitics har læst sig gennem meningsmålingerne og giver Demokraterne 210 sæder og Republikanerne 207 sæder, mens 18 sæder er så tætte, at der ikke er nogen klar favorit. Altså endnu et dødt løb.
Udfordring: Hvilken amerikansk politiker indrømmer først et alkoholmisbrug?
Vi har ikke koncentreret os særligt meget om de skandaler, der i øjeblikket omgiver det republikanske parti — det er en opgave, som de daglige danske blogs om amerikansk politik gør ganske udemærket. Her vil jeg dog skyde et lidt useriøst indlæg ind…
Én trend, som er værd at holde øje med er, at mange skandaleramte kongresmedlemmer på det seneste har skudt skylden på enten flasken eller på pillerne, når de skulle forsvare eller undskylde deres handlinger. Bob Ney (R-OH) skrev sig eksempelvis ind på et afvænningscenter, da hans involvering med Jack Abramoff blev tændt i lys lue. (Han har endda valgt at bevare sit sæde i Kongressen indtil januar, selvom han har indrømmet sine misgerninger — angiveligt som følge af pengeproblemer.)
Den meget omtalte Mark Foley (R-FL) havde ifølge eget udsagn også et alkoholproblem, som ledte ham i armene på 16-årige drenge. Det er endda kommet frem, at præsten, Anthony Mercieca, der er i løbet af tredserne misbrugte Foley (eller i hvert fald havde usømmelig omgang med den unge Mark) også havde problemer med både alkohol- og pillemisbrug.
Lad os ikke dvæle ved, om repræsentanternes handlinger kan forsvares, hvis man bare blander liberalt med en god mængde whiskey, for det er vist kun skyldnerne selv, der tror på den. Til gengæld kan er det et glimrende oplæg til Publius-Udfordringen 2006, hvor spørgsmålet denne gang er: Hvilken amerikansk national politiker indrømmer først i den kommende tid enten et stof- eller et alkoholmisbrug?
Med på vejen kan I få denne skribents to bedste bud:
a) Conrad Burns (R-MT) er i øjeblikket under undersøgelse af de føderale myndigheder, og han tilhører da også listen over Kongressens mest korrupte medlemmer, men han er samtidig under stort pres i sin kamp om genvalg som senator fra Montana. Det er ikke hans problemer med loven, men i stedet Burns’ nylige udtalelser om Irak-krigen, der gør ham til mit bedste bud:
“He (Jon Tester, som er Burns’ demokratiske modstander) wants everyone to know our plan. That’s not smart,” Burns said.
“He said our president (doesn’t) have a plan. I think he’s got one, but he’s not going to tell everybody in the world,” Burns added. “If you want to go out and spar for a fight, are you going to tell your enemy what your plan is? I don’t think so.”
Burns later said: “There is a plan. We’re not going to tell you, Jon.”
Skal Burns levnes en chance for genvalg, må præsident Bush (der jo selv er erklæres alkoholiker) nok løfte sløret for planen, inden 7. november.
b) Curt Weldon (R-PA) er måske en mere åbenlys kandidat. Hans sager efterforskes også i øjeblikket af myndighederne, som mener, at han indirekte har byttet kongrestjenester for penge gennem sin datter, Karen Weldon, der er lobbyist i Washington, og som alene har udført lobbyvirksomhed overfor sin far. Weldons forsvar ligner meget den republikanske forvarsmekanisme, som har været brugt ofte for nyligt: “Er det ikke sært, at FBI netop vælger at efterforske dette nu, lige før valget? Oktober Suprise!”
Er der nogen, der har bedre bud?
(Ted Kennedy & George W. Bush tæller ikke, da jeg vurderer, at de til dels har indrømmet deres problemer. Dick Cheney derimod er fair game. Det er ikke nogen eksakt videnskab… Alkoholens forhold til politik er i øvrigt intet nyt, tag eksempelvis et kig på denne liste fra 2000.)
Arlen Specter og den forfatningsstridige lov
Dahlia Lithwick og Richard Schragger har en interessant artikel i Slate om hvorfor Kongressen bliver ved med at vedtage forfatningsstridige love. Disse love bliver så efterfølgende forkastet af domstolene, der er bedre i stand til at modstå vælgernes pres. Dette praktiske arrangement forhindrer ikke folk som Arlen Specter i at anklage domstolene for “judicial activism.”
Den konkrete sag er et lovforslag der lovliggører retsstager for de tilbeholdte i Guantanamo. Mange senatorer stemte for lovforslaget selvom de havde udtrykt tvivl om hvorvidt den var lovlig. Før en vigtig afstemning om et ændringsforslag, der ville have forhindret domstolene i at vurdere lovligheden af disse retssager, sagde Arlen Specter:
I’m not going to support a bill that’s blatantly unconstitutional … that suspends a right that goes back to [the Magna Carta in] 1215. I’d be willing, in the interest of party loyalty, to turn the clock back 500 years, but 800 years goes too far.
Fantastisk.
Magna Carta er et centralt dokument i den angelsaksiske frihedstradition og blev givet af Kong John, ham fra Robin Hood-historierne, til de engelske baroner ved Runnymede i 1215. Den fastslog bl.a. at frie mænd har ret til habeas corpus-skrivelsen, der sikrer at en frihedsberøvelse kan prøves ved domstolene.
Princippet om at domstolene kan nægte at håndhæve en lov der er i strid med forfatningen blev første gang tydeligt formuleret af den tredje retspræsident, John Marshall, i sagen Marbury v. Madison fra 1803. Her slog han fast at “a law repugnant to the constitution is void” (i dette tilfælde en bestemmelse i retsplejeloven fra 1789).
Flere interessante distrikter: Arizona 8
Podcastprogrammet Open Source, hvis vært er den geniale Christopher Lydon, kører i øjeblikket en interessant række af podcasts om vigtige valg i november. Indtil videre har de kørt podcasts om Rhode Islands senatplads og Arizonas 8. kongresdistrikt.
Programmet om Arizonas 8. er særligt interessant fordi Arizona ikke har politisk tegnede distrikter. I stedet har de overladt pladsen til en uafhængig kommission. Det 8. distrikt er tegnet til at være så kompetitivt som muligt og til at sørge for at de sydlige Arizona, med de særlige problemer der er her, har sin egen plads i Repræsentanternes Hus.
Den altoverskyggende sag for borgerne i det 8. distrikt er ulovlig indvandring fra Mexico og i Lydons podcast deltager der en indbygger fra distriktet som er tilhænger af en kraftigt udvidet indsats på grænsen. Samtidig er der en spændende friktion mellem denne gruppe borgere og de mere forretningsorienterede republikanere der er mere fokuserede på manglen efter arbejdskraft. Under alle omstændigheder er Arizona 8 et af de distrikter vi vil lægge særligt mærke til når vi ser tv på valgaftenen.
Florida 16
Brownie, Bush og Foley
Alle de andre danske bloggere om amerikansk politik har allerede skrevet side op og side ned om Foley-skandalen. Hos Publius er vi stolte af konstant at være bagud, så i stedet vil jeg skrive lidt om hans distrikt.
Som man kan se på kortet er der naturligvis tale om et hårdt gerrymandered distrikt. Floridas 16. strækker sig fra Atlanterhavet til den Mexikanske Golf og dækker dele af Palm Beach County. Der er tale om et forholdsvis velhavende distrikt med en median familieindkomst på $39.408. Befolkningen er fordelt på 81,8% hvide, 10,1% Hispanic
og 5,8% sorte.
I denne Kongres er Mark Foley i sin 6. valgperiode. Han valgt valget i 2002 med 79% af stemmerne og i 2004 med 68% af stemmerne. Der er tale om et solidt republikansk distrikt som stemte 54–46% for Bush i 2004 og 53–47% for Bush i 2000. Ud fra disse tal virker det usandsynligt at republikanerne skulle kunne miste distriktet, men det er naturligvis ikke uvæsentligt at det bliver Foleys navn på stemmesedlen.
Læs mere om distriktet på Radio Open Source valgwikien og hos Freepress.net.
Kampen for demokrati i Amerika?
De fleste læsere af denne blog kender historien: Ved præsidentvalget i 2000 fik Demokraternes kandidat Al Gore flere folkelige stemmer samlet end George Bush, der dog alligevel vandt valget pga. indretningen af det amerikanske system. Konklussionen er naturligvis, at amerikanerne er nogle sære, udemokratiske mennesker, men der er nu aktive forsøg på at ændre valgsystemet indretning, så den præsidentkandidat, der har modtaget flest stemmer, også vinder valget. Men The Governator står i vejen…
Jeg skal ikke kede jer med en lang gennemgang af rationalet bag opbygningen af det amerikanske politiske system, men jeg vil dog starte med at fremhæve, at et bærende princip er beskyttelse af mindretallet imod flertalstyrani (et begreb, der, set med en konsensusdemokrats øjne, kan lyde lidt sært). Det har jeg tidligere skrevet om, men en anden vigtig tanke hos forfatningsfædrene i forlængelse af dette princip var idéen om at sikre landområderne mod byernes dominans. Denne tanke findes især den jeffersonianske tradition, som ofte ses som som én af grundstenene til den amerikanske højrefløjs idé om small government.
Amerikanske præsidentvalg er indirekte: Vælgerne vælger ikke præsidenten direkte, men istedet vælges fra hver stat en gruppe valgmænd, som forpligtes til ved The Electoral College at sætte en given stemme på én af præsidentkandidaterne. Hver stat tildeles efter størrelse et antal valgmandsstemmer (electoral votes), hvilket ultimativt kommer til at bestemme statens vigtighed. Ved præsidentvalg forfordeles mindre stater, fordi disse — relativt med deres indbyggertal — gives flere valgmandsstemmer end større stater. Og fordi valgmandsstemmerne altså ikke er fordelt direkte proportionalt med befolkningsstørrelsen, kan dette lede til situationer som 2000, hvor den valgte præsident ikke modtager de fleste stemmer. Efter Bush ultimativt vandt staten Florida efter en dom i Højesteret (og lad os lade diskussion om den valgsejr ligge) kunne Bush modtage 271 valgmandsstemmer mod Gores 266.
(Faktisk har vi i Danmark et lignende system. En stemme i det mindre befolkede Vestylland tæller en smule mere i forhold til det samlede valgresultat end min stemme gør på Frederiksberg. Og det endda til trods for, at jeg er meget klogere end dem!)
Jeg nævnte systemets fordele om mindretalsbeskyttelse ovenfor, men det har naturligvis også en række ulemper. Der er det mulige demokratiske problem, men der er to sider af denne sag. Det er klart, at nationale mindretal kan beskyttes på denne måde — men metoden betyder samtidig, at mindretal indenfor de enkelte stater overses.
Mere konkret betyder indretningen dog også, at præsidentielle kandidater fokuserer deres kampagner på såkaldte svingstater — dvs. de stater, hvor man ikke på forhånd ved, hvordan staten vil stemme. Det betyder, at op mod 30 stater i hver præsidentielle periode faktisk aldrig ser præsidentkandidaten, og den politiske linje, som kandidaterne lægger, vil ofte søge at appellere til vælgerne i svingstaterne fremfor i landet som helhed. (Omvendt oversvømmes svingstaterne af politiske budskaber.)
Hvis man ikke er tilhænger af valgmandssystemet, har man et problem, for skulle systemet laves om ville det kræve en ændring af den amerikanske forfatning. En sådan ændring forudsætter, at 2/3 af de amerikanske stater godkender ændringen, hvilket ikke er sandsynligt, når så mange mindre stater har fordel af systemet nuværende indretning. Nogle smarte mennesker har dog fundet en potentiel løsning på dette problem, fordi det står hver stat frit for at vælge, hvordan statens valgmænd skal stemme.
En løsning ville indebære, at en nogle få (helst store) stater kunne vælge at placere statens egne valgmandsstemmer efter det nationale afstemningsresultat istedet for efter statens lokale resultat. Havde en sådan lov været i effekt i blot én af de stater, der stemte på Bush lokalt i 2000, ville Gore have vundet valget. For eksempel kunne New Hampshire have instrueret sine fire valgmænd til at følge hele USAs samlede vilje fremfor blot NHs egen — det ville have givet Bush 267 stemmer mod Gores 270.
New Hampshire er dog et dårligt eksempel, fordi det er sjældent, at én lille stat alene kan rokke ved det samlede resultat. Derfor ville en reform ad denne vej nok kræve, at nogle store stater gik med. Og endnu vigtigere at både Republikanske (røde) og Demokratiske (blå) stater meldte sig under fanerne. Hvis eksempelvis Kalifonien (blå stat) og Texas (rød stat) ændrede sin stemmepraksis, ville alle præsidentvalg afgjort med mindre end 34 valgmandsstemmer falde ud til fordel for den kandidat, der har modtaget flest stemmer samlet set. I praksis ville det adressere meget af problemet, men det er stadig teoretisk muligt, at den folkeligt valgte kandidat taber med mere end 34 valgmandsstemmer.
Desuden ville Texas næppe være den første stat, der hopper med på denne vogn, og generelt lader mange republikanere også til at være skeptiske overfor forslaget. Det skyldes naturligvis, at R står stærkest i USAs tyndere befolkede områder, og fordi man er bange for, at den demografiske udvikling (især pga. indvandring fra Sydamerika) med tiden ville lede til flere Demokrater.
Det er nok også grunden til, at Arnold Schwarzenegger forleden valgte at nedlægge veto mod den ellers vedtagne Electoral College Reform i Kalifornien. Det er muligvis til Republikansk fordel på længere sigt, men det er næppe (som diskuteret ovenfor) til fordel for statens samlede indflydelse på præsidentvalg. Guvernøren balancerede på en knivsæg i sin begrundelse: “I appreciate the intent of this measure to make California more relevant in the presidential campaign, but I cannot support doing it by giving all our electoral votes to the candidate that a majority of Californians did not support.” (Lovforslaget i Kalifornien er ikke præcist det samme, som jeg har beskrevet ovenfor. Forslaget ville kun træde i kraft, hvis et flertal af de amerikanske stater — målt i valgmandsstemmer — vedtog et lignende forslag. Dette ville naturligvis sikre, at den folkelige vilje blev fulgt til enhver tid uafhængigt af forskydninger i valgmandsproportionalitet.)
Men er denne snævre Republikanske analyse korrekt? I 2004 befandt Republikanerne sig i hvert fald i den næsten modsatte situation af 2000. Præsident Bush vandt stort i folkelige stemmer (omkring 3.000.000 flere stemmer end Kerry). Havde blot 1,1% af vælgerne i Ohio stemt på John Kerry fremfor Bush, var valgkampens resultat faldet anderledes ud.
Hvad er det vigtigste for dine børn?
Hvis man ikke har bidraget betragteligt til at gøre denne verden til et bedre sted, kan man ikke undgå at udvise et snært af forfængelighhed, når man skriver en selvbiografi — en forfængelighed, som en stædig tilhænger af Janteloven som jeg, kan smile lidt af. Ikke desto mindre er jeg begyndt på Ed Gillespies nye bog Winning Right, hvor man som læser får et glorificeret glimt ind i den verden, som er GOPs valgmaskine. Gillespie var én af hovedmændene bag den strategi, der i 2004 første George W. Bush til sejr, og han var i omkring 15 måneder op til valget formand for the Republic National Committee.
Jeg skal nok vende tilbage med en mere detaljeret anmeldelse af bogen senere — som en del af et tema om valgkampsstragi, som Publius påtager sig nu, hvor der blot er en god måned til midtvejsvalgene i USA. Men jeg ville da ikke snyde dig, kære læser, for denne perle af et citat, som Gillespie tilskriver sin kone (der også er republikansk valgstrateg), da han først bliver bedt om at tage del i Bush’s valgkamp i 2000 og skal flytte til Texas i nogle måneder:
»Honey, they need you more than the kids do right now. We’ll be fine. We can make it for two months. You need to go. The most important thing for our kids is that Bush get elected president.«
She meant it, and I believed the same thing.
The next day I called Chris Hennick back.
Hvilken blomstrende prosa!
