Vores danske venner med de opfindsomme navne skriver i dag om meningsmålinger i de fire første primærvalgsstater (Amerikansk Politik og American Politics Today), men det er da en fuldstændig misforståelse at spørge folk, hvem de tænker på, når nu Google alligevel sidder og overvåger alle amerikanerne i deres søgemønstre og interesser. En fortolkning af Googles lister over antal søgninger på henholdvis McCain, Clinton og Obama viser nemlig, at sidstnævnte mere end de to forrige har redet på en bølge af interesse — men også at denne bølge er ved at fortage sig. Men lur mig om ikke en annoncering af et kandidatur skulle skabe endnu en stigning for Barack.
En lille finesse er, at Googles besøgende ikke ser ud til at være ligeså indtunede på de kommende primærvalg som punditokratiet. Der er faktisk ingen bemærkelsesværdige stigninger i antal søgninger på de front-runners i perioden efter midtvejsvalget.
(I øvrigt kunne det være ret interessant at se, om der nogensinde er nogen — udover muligvis noget nær familie — der har søgt på Giuliani. Det skulle undre overtegnede meget…)
Kommentarer
Det er blevet eksamenstid hos Publius, og det har nedsat frekvensen på vores indlæg (yderligere). Det er dog en god chance for at følge op på en debat omkring magtens tredeling, som vi tidligere har haft — og konkretisere hvorfor det nu lige præcist er, at vi ikke kan tale om magtens absolutte tredeling i Danmark, selvom grundlovens §3 tilsyneladende netop skaber en sådan deling.
Udgangspunktet for en tredeling er, at den lovgivende magt fastsætter generelle reglers, mens den konkrete anvendelse af retsreglerne overfor juridiske enkeltpersoner tilfalder den udøvende magt. Endeligt afgør den dømmende magt retstvister og pålægger straf. I Danmark er det ikke bare praksis, men faktisk til tider også indskrevet i grundloven, at disse forståelser af ansvarsfordelingen overskrides. Eksempelvis kan folketinget fastsætte lovbestemmelser med konkret indhold, hvis man finder det nødvendigt, og administrationen kan i visse tilfælde udstede generelle retsforskrifter. Der er et lignende overlap mellem den dømmende og den udøvende magt, så administrationen kan afgøre retstvister inden for nogle retsområder, mens domstolene har fået henlagt visse administrative funktioner til sig.
Denne opbrydning af magtdelingens funktioner supplere af personsammenfald på tværs af tredelingen: Ministre kan være (og er typisk) medlemmer af folketinget; ministre, der ikke er medlem af tinget, kan forlange ordet i folketinget; dommmere og embedsmænd kan vælges til Folketinget; og grundlovens udelukker ikke, at folketingsmedlemmer kan udpeges til dommere, selvom praksis dog er, at en MF’er, der udpeges til Højesteretsdommer, bør udtræde af folketinget.
Altsammen er dette eksempler på, hvordan grundloven nok principielt anvender magtdelingens principper, men der er ingen konsekvens af §3 — og grundloven selv tager heller ikke nødvendige konsekvenser af princippet.
Dette må ikke misforstås. Grundloven adskiller magterne, men der er bare ingen mur mellem dem, og det er altså muligt at træde over grænserne i en række tilfælde. Eksempelvis kan domstolene og betragtes som værende underlagt den lovgivende magt i praksis, fordi folketinget kan omgøre en dom ved at vedtage en ny lov. (Dog med det forbehold, at man staten må anerkende domme mod den selv og eksempelvis betale erstatninger påkendt af domstolene.)
Det eneste eksempel på, at Højesteret har anvendt grundlovens §3 til at underkende en lov vedtaget af folketinget er Tvind-dommen fra 1999, hvor Højesteret netop gjorde gældende, at loven “reelt er en endelig afgørelse af en konkret retstvist”, hvilket strider mod §3, 3. pkt om den dømmende magt hos domstolene.
(Jurister vil genkende denne overordnede gennemgang fra Germers statsret; jeg har blot skrevet en smule om på Germers afsnit om “Afvigelser fra magtadskillelsesidealet”.)
Kommentarer
Disclaimer: Indholdet af denne artikel kan ikke siges at være objektivt, men man har vel lov til at lufte sin frustration engang imellem?
Amerikanerne er i fuld gang med diskussionen omkring en Irak-strategi, som dybest set kan deles op i Go Big, Go Long eller Go Home. Den kommende uge kommer til at bringe os den endelige rapport fra den til dels uafhængige kommission ledet af Baker og Hamilton. Og som en direkte følge af det, vil ugen også bringe os en amerikansk præsident på glatis, fordi Bush næppe kan følge rapportens anbefalinger. Hans undskyldning bliver selvfølgelig Det Hvide Hus’ egne undersøgelser af det samme emne, men nok om fremtiden…
For lige efter midtvejsvalget blev mange af de samme dilemmaer diskuteret i det danske folketing (… som desværre ikke lader til at udgive debatten i samlet PDF-form, men jeg har klippet og klistret, så hele debatten kan downloades her). Diskussionen falder på både en undersøgelse af grundlaget for krigen (dvs. masseødelæggelsesvåben), på korruption samt på en mulig fremtidig strategi. Udgangspunktet for det sidste er et spørgsmål fra Villy Søvndal (citaterne her er tilskåret en smule, men det samlede referat kan findes i dokumentet ovenfor):
Villy Søvndal (SF):
Nu synes jeg, statsministeren har chancen for at vise, at der er en selvstændig dansk politik. Hvad er den selstændige danske politik for en exitstrategi? Vil statsministeren være venlig at redegøre for det?
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg vil da gerne gentage, at det naturligvis er sådan, at den danske irakpolitik bliver fastlagt af Folketinget. Det gælder både, når vi træffer beslutning om at anvende tropper, og når vi træffer beslutning om at bevilge penge til genopbygning af Irak, at der er det her i Folketinget, at beslutningerne bliver truffet.
Som hr. Villy Søvndal ved, er det sådan, at de danske styrkers tilstedeværelse i Irak knytter sig til beslutningsforslag nr. B 139, som blev vedtaget af Folketinget den 30. maj 2006 og stadig er gældende. Dette mandat for de danske styrker løber indtil den 1. juli 2007.
Villy Søvndal (SF):
Jeg synes, statsministeren kiggede meget tilbage i sit svar. Skulle vi nu ikke kigge fremad? Jeg kender godt den danske beslutning.
Det, jeg spurgte om, var, hvad den danske regerings plan for Irak var fremover. Statsministeren må fuldstændig have misforstået spørgsmålet, for han talte kun bagud. Skal vi ikke være enige om, vil jeg spørge statsministeren, at vi nu kigger fremad?
Hvad er den danske regerings bud på at komme ud af det katastrofale morads i Irak, som den danske regering sammen med Bush og andre har placeret verden i? Hvad er det danske bidrag til at undgå en situation, der bliver stadig sværere måned for måned.
Det kan godt være, at jeg sætter statsministeren i forlegenhed med det her spørgsmål, fordi statsministeren endnu ikke er klar over Bushs strategi. Men det er også netop derfor, jeg spørger om den danske regerings strategi, hvis en sådan eksisterer, fremadrettet.
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Den danske regerings strategi er meget klar, og målet er det samme, som det hele tiden har været, nemlig at vi skal sikre, at der kan blive udviklet et stabilt demokrati i Irak.
Vi skal hjælpe den irakiske regering til selv at overtage ansvaret for sikkerheden i Irak. I takt med at irakerne kan gøre det, kan de udenlandske tropper blive trukket hjem. Det har hele tiden været målet. Det er det, vi arbejder på. Det er den strategi, vi kører efter.
Så må vi selvfølgelig hele tiden overveje de præcise redskaber med hensyn til at nå det mål. Det har vi selvfølgelig hele tiden overvejelser om, og der er det jo meget naturligt, når man er med i en international koalition, at man snakker med sine koalitionspartnere om det. Men i det område af Irak, hvor Danmark har ansvar, er der faktisk sket fremskridt, idet irakerne har overtaget ansvaret i to ud af fire provinser.
Villy Søvndal (SF):
Det er jo hovedrystende tragisk. Vi har en statsminister, der hævder, at Danmark har en selvstændig udenrigspolitik. Når vi så spørger, hvad exitstrategien for Irak er, bliver vi mødt med selvfølgeligheder som, at man overvejer frem og tilbage med hensyn til strategien. Ja, selvfølgelig gør man det, men hvad er strategien i en situation, hvor det ser ud til, at man militært ikke kan nå længere?
Hvad er strategien i en situation, hvor drabstallene stiger dag for dag? Amerikanerne har mistet over 100 soldater
i sidste måned, der er formentlig 650.000 døde irakere, og de, der kan, forlader slagtehuset i øjeblikket. Hvad er den danske regerings strategi? Vi fik end ikke en antydning af, hvad strategien er. Det tænkes der dog på i andre hovedstæder. I USA taler man i øjeblikket om måske at forhandle med Syrien og Iran for at sikre, at man får en international aftale på plads. Har statsministeren end ikke én selvstændig tanke med hensyn til, hvad man kunne bibringe den nuværende situation?
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jo, det har vi faktisk mange tanker om. Det har vi hele tiden haft og vil også have i fremtiden, men det er jo ikke sikkert, at hr. Villy Søvndal lige er den første, vi snakker om det med. Hr. Villy Søvndal har jo ikke sådan undervesjs vist sig særlig villig til at bakke op om regeringens irakpolitik, så det er nok ikke lige hr. Villy Søvndal, der er den første, der bliver involveret i det. Målet er, at irakerne gradvis skal overtage ansvaret for sikkerheden i deres eget land.
Målsætning har hele tiden været den samme, påstås det. Desværre virker det dog, som om statsministeren har skiftet målsætningen sammen med den amerikanske regering, da aktionen ikke længere handler om etableringen af demokrati.
Jeg anmeldte i august Peter Galbraiths bog “The End of Iraq“, og ligesom så mange andre bøger, der udgives i disse måneder, handler den ikke om grundlaget for krigen, men om planlægningen af den. Den nuværende situation må i høj grad siges at være grundlagt af de første dage efter regimets fald, og derfor havde jeg meget gerne hørt statsministeren tage kritisk afstand til den linje, der blev ført i krigens første dage. Derfor skuffer de tomme, displomatisk svar:
Mogens Lykketoft (S):
Jeg tror, at det, som interessserer Folketinget, er, om statsministeren har lært noget af sin meddelagtighed i katastrofen i Irak og har tænkt over muligheden for at formulere en selvstændig dansk politik.
Det er det, vi åbenbart ikke kan få noget svar på. Jeg vil så bare sige til statsministeren, at man må vælge mellem sine uforskammetheder. Man kan ikke kritisere oppositionen for at mene noget og sige, at den er uvidende, og samtidig ikke ville fortælle oppositionen noget om sine overvejelser. Man er nødt til, hvis man vil have en dialog med oppositionen, at fortælle om sine overvejelser. Det kan foregå her i salen, og det kan foregå på anden måde, men hvis statsministeren har noget som helst ønske om at formulere en fælles offensiv dansk politik til erstatning for katastrofen i Irak nu, så er oppositionen parat til at høre om det.
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Det glæder mig da bestemt, for der er da ikke noget, jeg hellere ville end at sikre et bredt flertal bag det danske engagement. Det synes jeg ærlig talt vi skylder de danske soldater, vi sender ud for at varetage opgaver for Danmark.
Jeg har faktisk her meget klart præsenteret, hvad det er, der er sigtelinjerne, nemlig at irakerne gradvis skal overtage ansvaret for deres egen sikkerhed. Og i takt med at de gør det, kan de udenlandske styrker spille en mere tilbagetrukket rolle. Målet er selvfølgelig, at de udenlandske styrker skal trækkes ud af Irak.
Jeg synes ærlig talt, at det er at fremstille det meget, meget klart: Målet er, at vi skal ud af Irak, og vi skal ikke være der én dag længere end højst nødvendigt.
Mogens Lykketoft (S):
Jeg tror, at det, som både befolkningen og Folketinget ville være mere interesserede i end disse meget banale og i virkeligheden intetsigende erklæringer fra statsministerens side, er et klart svar.
Kommentarer
De her lange lange indlæg har det med aldrig at blive færdige, mest fordi der er rigtig meget at læse. Vær derfor opmærksom på at dette indlæg endnu ikke er skrevet færdig. Jeg har dog besluttet at det næste afsnit af Publius Podcast kommer til at handle om abort.
Den 8. november 2006 hørte Højesteret to sager om den såkaldte “partial birth abortion,” en forholdsvis sjælden abortprocedure i det andet trimester hvor forsteret trækkes delvist ud af moderen før dets hjerne knuses og suges ud. (Ja, her hos Publius er vi altid bagud.) I begge sager, Gonzales v. Carhart (No. 05–380) og Gonzales v. Planned Parenthood (No. 05–1382), havde de Forenede Stater tabt i appelretten, og det var derfor generaladvokat Paul Clement (ham de kalder General Clement, som arbejder for General Gonzales) der procederede begge sager for forbundsregeringen.
Efter vedtagelsen af The Partial-Birth Abortion Ban Act of 2003 (kodificeret i 18 USC 1531) blev to abortprocedurer, “D&X” og “intact D&E,” der af kritikere ofte kaldes “partial birth abortion,” forbudt i de Forenede Stater, undtagen når proceduren er nødvendig for at redde morens liv. Læger der udfører procedurerne kan straffes med bøde, op til 2 års fængsel, eller begge dele.
I en sag fra 2000, Stenberg v. Carhart, behandlede Højesteret et søgsmål om et forbud mod partial birth abort der var vedtaget af staten Nebraska. Retten randt at forbuddet pålagde abortsøgende kvinder en “unødig byrde,” og det var derfor forfatningsstridigt under den præcedens der blev sat i Planned Parenthood v. Casey, fordi det ikke indeholdte en undtagelse for situationer hvor partial birth-proceduren er sikrest for at bevare kvindens “helbred.” (Nebraska-loven havde kun en undtagelse for situationen hvor kvindens liv er i fare.) Et af de faktuelle omdrejningspunkter i Stenberg var altså om proceduren nogensinde var at foretrække af hensyn til kvindens helbred, og om der derfor er behov for en helbredsundtagelse. Stenberg foreslår den såkaldte “substantial body of medical opinion” test til at vurdere disse spørgsmål.
Den føderale lov fra 2003, som ikke er vildt lang og i hvert fald værd at læse, begynder med en række “findings,” Kongressens faktuelle konklussioner. Kongressen finder blandt andet at partial birth abort aldrig er nødvendig af hensyn til kvindens helbred: “Neither the plaintiff in Stenberg v. Carhart, nor the experts who testified on his behalf, have identified a single circumstance during which a partial-birth abortion was necessary to preserve the health of a woman.”
Det konkluderes faktisk at partial birth abort er en farlig procedure, og at “a ban on the partial-birth abortionprocedure will therefore advance the health interests of pregnant women seeking to terminate a pregnancy.” Loven forbyder derfor partial birth abort uden at have en helbredsundtagelse, og er tilsyneladende i strid med Højesterets afgørelse i Stenberg. Intentionen var at de faktuelle fund der gøres i loven kan underkende de faktuelle fund der blev gjort ved Distriktsretten i Stenberg-sagen.
Leroy Carhart, som også var part i Stenberg-sagen, er en abortlæge i Nebraska som ønskede at bruge intact D&E/D&X procedurerne i hans praksis. Han og tre andre læger sagsøgte USA’s justitsminister for at forhindre ham i at håndhæve 2003-loven. Distriktsretten fandt at Kongressens faktuelle fund ikke fortjente særlige hensyn overfor de fakta som blev udviklet ved Distriksretten og at forbuddet mod partial birth abort er forfatningsstridigt hvis fosteret ikke er levedygtigt.
Appelretten for den 8. retskreds stadfæstede Distriktrettens afgørelse og skrev bl.a.: “We believe the appropriate question is whether ‘substantial medical authority’ supports the medical necessity of the banned procedure. … In effect, we believe when a lack of consensus exists in the medical community, the Constitution requires legislatures to err on the side of protecting women’s health by including a health exception. … Because the Act does not contain a health exception, it is unconstitutional.” Appelretten nåede ikke “undue burden” spørgsmålet fra Casey.
(oral argument Carhart)
(Planned Parenthood resume)
(oral argument Planned Parenthood)
(links til kommentar fra SCOTUSblog, Linda Greenhouse, Dahlia Lithwick, Nina Totenberg)
2 kommentarer
