Politico skriver at 11 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus talte i går for Irak-resolutionen, med demokraternes tid. To af de mere interessante er Tom Davis (VA-11) og Wayne Gilchrest (MD-1). (De to links kræver RealPlayer.)
Steffen Tiedemann Christensen:
Du citerer det samme på publius, som jeg gjorde for to indlæg siden?
Guan Yang:
Really?
Steffen Tiedemann Christensen:
Ja
Guan Yang:
Uha
Skriv et opfølgende indlæg
Og gør grin af mig
“Publius er så irrelevant at vi ikke engang selv læser den”
det er da oplagt
Repræsentanternes Hus er i gang med at debattere demokraternes udkast til en resolution der fordømmer den såkaldte “surge” i Irak. H.Con.Res. 63 har en ganske kort ordlyd:
(1) Congress and the American people will continue to support and protect the members of the United States Armed Forces who are serving or who have served bravely and honorably in Iraq; and
(2) Congress disapproves of the decision of President George W. Bush announced on January 10, 2007, to deploy more than 20,000 additional United States combat troops to Iraq.
Det virker egentlig simpelt nok og resolutionsforslaget er også blevet sendt til behandling med en regel der bestemmer at der ikke må være ændringsforslag eller forslag om at sende det tilbage til udvalg (motion to recommit). Problemet er at ledelsen i Repræsentanternes Hus har besluttet at alle 435 medlemmer, og de 5 delegerede uden stemmeret, hver får 5 minutter til at debattere forslaget.
Hele spektaklet kan ses på C-SPAN. Mike Pesca har samlet nogle af de bedre replikker. Normalt får lovforslag kun 30 minutters eller en times debat, så det er ret usædvanligt at se at et forslag får næsten 40 timers debat. Men også et ret fantastisk billede af amerikansk demokrati. Jeg har optaget en lille bid af debatten lige før kl 16:30, hvor Irak-debatten blev suspenderet for at debattere en resolution der hylder Charlie Norwood. Publius-redaktionen beklager den dårlige kvalitet; vi venter stadig på at TDC Kabel TV får C-SPAN i HD!
Jeg vil gerne dele to spændende citater fra weekendens TIME. Først Michael Kingsley med en vigtig indsigt:
It used to be, there was truth and there was falsehood. Now there is spin and there are gaffes. Spin is often thought to be synomymous with falsehood or lying, but accurately it is indifference to truth.
Og siden Orlando Patterson om rigtige amerikanske slaver og bare dem, der har den forkerte hudfarve:
To the surprise of many whites and dismay of his supporters, Barack Obama trailed Hillary Clinton among black Americans by a 40-point margin in a recent poll. The sad truth is that Obama is being rejected because many black Americans don’t consider him one of their own and may even feel threatened by what he embodies.
Det er en historie om en sort identitet, som åbenbart finder sine rødder i slaveoplevelsen, og som udtrykket i fænomenet blackness. Selvom danske medier gennem de seneste uger har været fulde med positive historier om “den sorte præsidentkandidat”, synes dette at være en identitet, som mange sorte amerikanere ikke tilskriver Obama. For mere om dette, kan du se Debra Dickerson, der netop tegner denne distinktion. Eller du kan lytte til Frank Esmann, der fortæller om Obama, blackness, og The Audacity of Hope — men som netop påstår, at Obama har levet the black experience. (Lyt i øvrigt ikke til hele portrættet af Obama. De første 30 minutter er fine, men derefter fortaber det sig i ligegyldigheder, som er sjældne for programmerne fra Esmanns Verden.)
Update: En enkelt sætning fra Colbert’s interview med Dickerson opsummerer meget godt, hvad jeg mener om Dickerson blackness-teori (citeret efter et indlæg på The Huffington Post om dette emne):
Colbert: So it sounds to me like you are judging blackness not on the color of someone’s skin but on the content of their character, which I think realized Dr. King’s dream in a very special way.
Som modstander af Irakkrigen, gav de sidste to måneder af 2006 lidt håb. Demokraternes sejr ved midtvejsvalget og måske især Baker-Hamilton-rapporten satte igen gang i debatten om en vej fremad. Reaktionen på rapporten var desværre ikke i overensstemmelse med rapportens anbefalinger, og — måske endnu værre — har meget af den efterfølgende politiske kamp hovedsageligt handlet om ord, ikke om handling. Seneste skridt: Repræsentanternes Hus har vedtaget en resolution, der misbilliger præsident Bush’ troop surge i Irak. Selvom der er tale om en foreløbig kulmination på en måneds debat i den amerikanske lovgivende forsamling, er det ikke ligefrem basis for banebrydende handling. Resolutionens ordlyd er:
(1) Congress and the American people will con-tinue to support and protect the members of the United States Armed Forces who are serving or who have served bravely and honorably in Iraq; and
(2) Congress disapproves of the decision of President George W. Bush announced on January 10, 2007, to deploy more than 20,000 additional United States combat troops to Iraq.
Fra tirsdag følges der op på handlingsplanen ved at give alle Husets 435 repræsentanter 5 minuters taletid om Irakkrigen fra Husets talerstol. På den anden side er dette mere, end hvad Senatet kunne klare. Her er det foreløbigt ikke engang blevet muligt at have en åben debat om krigen.
Der er dog enkelte positive signaler. Debatten i sig selv er et stort skridt væk fra den debat, vi så i sommeren 2006, som blev domineret af berøringangste republikanere og cut-and-run-demokrater. Ved siden af dette står, at flere af komiteerne i Kongressen er begyndt at undersøge elementer af Irakkrigen — såsom den politiske håndtering af efterretningerne, der ledte USA ind i krigen, og desuden proces, der skulle have genopbygget Irak efter de første kamphandlinger var afsluttede.
Robert Byrd fra West Virginia er helt klart vores yndlingssenator her på Publius-redaktionen. Han er legemliggørelsen af alt hvad de Forenede Staters Senat står for. Byrd har tjent sammen med mere end 400 af de 1.895 mennesker der nogensinde har siddet i Senatet. Senator Byrd minder os om Senatets særlige rolle i de Forenede Staters politik og hvordan amerikanernes skæbne er uadskillelig fra Senatets skæbne, ligesom med romerne og deres senat. Han skriver fx på sin hjemmeside at
As long as there is a forum in which questions can be asked by men and women who do not stand in awe of a chief executive and one can speak as long as one’s feet will allow one to stand, the liberties of the American people will be secure.
Eller
The Senate is larger than the sum total of its 100 members. When the duly elected Representatives of the people gather in the Senate chamber, they become much more than the combined intellects, talents, and idiosyncracies of 100 individuals. They become the living, breathing manifestation of the vision of the Framers — the guardians of the spirit and the soul of the sovereign people of this nation.
Fantastisk. I mandags, da resten af Senatet debatterede hvordan man skulle afholde debatten om den såkaldte “surge resolution” om Irak-krigen, var Byrd selvfølgelig nødt til at holde en timelang tale om kulminer. Fordi kulminearbejderen, næst efter Senatorer af de Forenede Stater, repræsenterer alt hvad USA står for. Og kulminernes skæbne er ligeså sammenviklet med USA’s skæbne som Senatets.
The coal miner is proud—yes, you better believe it—of his profession. He is patriotic in that he mines the coal that fuels the American economy. You see those lights up there that are lighting this beautiful, wonderful Chamber of the Senate, the only Chamber of its kind in the world, the Senate, yes. The miner fuels those electric lights that surround this Chamber.
…
I have been in the mines. I was not a coal miner, but I was in there with my dad—not my father, but my dad. I have been in those mines. I heard the timbers, the tree trunks holding up the tons and tons and tons of earth and rock overhead to keep those rocks from crashing to the Earth and killing the miners. I could hear those timbers cracking. When I was in there I heard the timbers—these trees, as they were.
…As a son of the coal fields, the Appalachian coal fields, as the son of a coal miner, I am determined, yes, determined to be the “captain of a mighty host demanding the rights to which free men”—free men—coal miners—“free men are entitled.”
Hvorfor bliver John L. Lewis aldrig citeret i den danske folketingssal?
Om et par måneder bliver det 31 år siden at det amerikanske militær gennemførte Operation Frequent Wind, evakueringen af Saigon i Vietnam-krigens sidste dage. Det vil uundgåeligt medføre diskussioner om hvilket år vi er i lige nu. Er vi i 1914, hvor verden er lige ved at kollapse? Eller 1919, med mange pinefulde år foran os? Eller måske 1975, på lavpunktet af amerikansk magt og prestige efter nederlaget i Vietnam? Eller måske i 1945, hvor vi, med Dean Achesons ord, er present at the creation og kan se frem til en ny verdensorden?
Sidste uges udsendelse af On the Media, et vidunderligt radioprogram fra WNYC i New York, havde et indslag om episoder hvor demonstranter spytter på hjemvendte amerikanske veteraner, både fra Vietnam-krigen og Irak-krigen. Sociologen Jerry Lembcke fortæller at der rent faktisk har været meget få egentlige rapporter om soldater der bliver spyttet på, og at det snarere er et symbol på den afmagt som veteranerne føler efter at have oplevet at en supermagt taber en krig mod en meget svagere modstander. (Andre mener dog at Lembcke tager fejl.)
Jeg er netop begyndt at læse Philip Roths prisbelønnede bog American Pastoral, der handler om de traumer en jødisk forretningsmand fra Newark, New Jersey, gennemgår efter hans datters involvering i antikrigsbevægelsen i 1968. De små hundrede sider jeg har læst indtil videre antyder at den amerikanske exceptionalisme der ligger bag måske er skrøbeligere end vi havde frygtet, at “the indigenous American berserk” når som helst kunne springe ud og ødelægge fundamentet for det amerikanske samfund.
Er der nogen sammenhæng mellem spyttehistorierne, Vietnam, 60′erne, og hvor USA er i dag? Hvad er essensen i the american pastoral? Blev den tabt af Lyndon Johnson i Vietnam? Har George W. Bush sat den over styr?
Det er svært at huske det nu, hvor præsident Bush’s popularitet er helt i bund — men faktisk var han selv og hans administration beundret af mange igennem præsidentens første valgperiode. Jeg er lige stødt på et glimrende eksempel på dette ved bogen “Team Bush: Leadership Lessons from the Bush White House“. Bogen er skrevet af Donald Kettl, som er lidt af autoritet inden for offentlig styring og offentlig ledelse, men mon Kettl er stolt af sin Bush-bog idag? Her lidt af beskrivelsen:
Kettl, a University of Wisconsin public affairs professor, aims in this fast, accessible read to uncover “the leadership ideas and methods of America’s 43rd president.” In the process, he finds George W. Bush’s most striking accomplishment to be that he “has consistently exceeded expectations.” Kettl describes a president of average intellect with one saving grace: the ability to assemble, unify and lead a highly qualified management team that analyzes complex problems and solutions, thus enabling Bush to make effective decisions.
Er denne bog som skabt til din bogreol? Så læg mærke til, at du kan købe den brugt for den nette sum af $0,01.
