I forbindelse med en artikel om Tonkinbugt-resolutionen fra 1964 bringer Berlingske Tidende en dansk oversættelse af resolutionen forfattet af Lars Rosenkvist. Den indeholder en fejl og er en god lejlighed til at lære lidt om hvordan føderale love kan vedtages. Berlingske skriver:
Sektion 3. Denne resolution udløber, når præsidenten afgør, at fred og sikkerhed i området er rimeligt sikret i medfør af internationale forholdsregler truffet af De Forenede Nationer eller på anden vis, idet den dog kan afsluttes tidligere ved en således udformet resolution i Kongressen.
Jeg har sat de sidste par ord i fed fordi de lyder lidt mærkelige. De faktiske ord er:
Sec. 3. This resolution shall expire when the President shall determine that the peace and security of the area is reasonably assured by international conditions created by action of the United Nations or otherwise, except that it may be terminated earlier by concurrent resolution of the Congress.
Hvad er en “concurrent resolution”? Det kan bedst oversættes som “samtidig resolution” eller “samstemmende resolution”. Senatet og Repræsentanternes Hus kan hver især vedtage resolutioner der normalt ikke er bindende. Disse resolutioner udtrykker normalt Kongressens holdning om et bestemt emne. For eksempel vedtog Senatet for nyligt en resolution der lykønsker Boston Red Sox efter World Series i baseball sidste år. Denne resolution havde navnet “S. Res. 359” fordi det var en resolution vedtaget af Senatet alene. En resolution vedtaget af Repræsentanternes Hus begynder med “H. Res.” En concurrent resolution er en resolution der er vedtaget af begge Kongressens kamre i identisk form; se for eksempel H. Con. Res. 127, en concurrent resolution der begyndte i Repræsentanthuset.
En concurrent resolution er normalt ikke bindende, men Tonkinbugt-resolutionen bemyndiger altså Kongressen til at ophæve dens bestemmelser med sådan en resolution. Hvad med selve Tonkinbugt-resolutionen? Den er en joint resolution med betegnelsen “H. J. Res. 1145”. En joint resolution er en egentlig lovvedtagelse og kræver præsidentens underskrift i henhold til Artikel 1 i USA’s forfatning (“Every Order, Resolution, or Vote … shall be presented to the President of the United States … according to the Rules and Limitations prescribed in the Case of a Bill”). Berlingske Tidende bruger da også et billede af resolutionen der bærer Lyndon Johnsons underskrift.
Kommentarer
Den altid suveræne SCOTUSblog har to indlæg om Guantanamo-fangernes nuværende status: Del 1, Del 2. Højesteret nægtede den 2. april at behandle en appel i sagerne Boumediene v. Bush, 06-1195, og Al Odah v. United States, 06-1196, før disse sager er behandlet færdig ved de lavere domstole. De to sager drejer sig primært om lovligheden af dele af Military Commissions Act (MCA).
Fokus er derfor på disse og en række andre sager der perkolerer rundt længere nede i retssystemet, især ved distriktsretten i Washington, D.C, og ved appelretten for D.C.-retskredsen. De to indlæg fra SCOTUSblog beskriver hvordan det går med dem
Den eneste anden sag der venter på Højesteret er In re Ali, 06-1194, der handler om hvorvidt Højesteret på trods af MCA stadig kan behandle Guantanamo-sager ved hjælp af en såkaldt oprindelig habeas corpus-skrivelse, som en del af Højesterets indforståede beføjelser som en domstol i et angelsaksisk retssystem.
Kommentarer
SCOTUSblog har detaljerne om Højesterets beslutning i dag om at stadfæste det føderale forbud mod “partial birth abortion.” Det er første gang at retten har godkendt et absolut forbud mod alle anvendelser af abortprocedure. Beslutningen skete med stemmerne 5 mod 4 og dommen blev skrevet af dommer Anthony M. Kennedy. Vi har tidligere skrevet om disse sager (ikke ret godt).
Efter Sandra Day O’Connors afgang blev Kennedy netop set som rettens nye “swing voter,” og det ser også ud til at være tilfældet her.
Jonah Gelbach fra PrawfsBlawg skriver om hvilken indflydelse dommen vil have på valget i 2008.
Sagen er Gonzales v. Carhart, 05–380. Dommen findes som PDF-fil. Dommer Kennedy skrev rettens afgørelse, som blev tilsluttet af retspræsident Roberts og dommerne Scalia, Thomas og Alito. Dommer Thomas skrev en tiltrædende udtalelse som blev støttet af dommer Scalia. Dommer Ginsburg skrev en dissens som blev tilsluttet af dommerne Stevens, Souter og Breyer.
Opdatering: Den første overskrift på dette indlæg var forkert.
Kommentarer
Hos Publius har vi — især overtegnede skribent — haft en dårlig vane med at henvise til The Daily Show og til The Colbert Report. Det skyldes naturligvis, at jeg er overfladisk og dårligt oplyst samt at jeg oftest finder mig selv til venstre for den politiske midte. Derfor havde jeg heller ikke de store forventninger til John Boltons interview hos Jon Stewart i går aftes, men nogle gange er der plads til at blive overrasket.
John Bolton var som bekendt præsident Bush’s viceminister for våbenkontrol, inden præsidenten i foråret 2005 nominerede Bolton som de forenede staters ambassadør i FN. Nomineringen blev aldrig godkendt i Senatet, hvorfor Bush i stedet valgte at give Bolton tjansen gennem en recess appointment. Det betød, at Senatet ikke skulle godkende Bolton, men det betød også, at Bolton blot kunne blive i embeddet i 18 måneder, inden kandidaturet igen skulle indstilles til Senatet. Derfor er Bolton nu ikke længere ved FN…
Bolton var ikke den mest oplagte kandidat til ambassadørposten: han er neokonservativ i en tid, hvor neokonservatisme er et fy-ord, og han har i årtier været en udtalt modstander af FN. Det var udgangspunktet for Stewarts interview: Kan man virkelig som USA’s diplomatiske udsending til FN være erklæret modstander af hele institutionen? Er det ikke, spørger Stewart, en unødvendig politisering af etablerede instituioner? (Politiske embedders politisering er jo også ganske meget oppe i tiden…)
Dette udgangspunkt brugte Bolton til at tage hul på en interessant demokratisk diskussion. Ja, sagde han, selvfølgelig skal de personer, som præsidenten nominerer og udnævner nære sympati med præsidentens holdninger. Dette, mener Bolton, er hele kernen i et amerikansk politisk system, hvor politiske udnævnelser er en indgroet del af den politiske tradition. Faktisk forventer vælgerbefolkningen, der stemmer præsidenten ind i det ovale værelse, at præsidenten sætter sit eget kraftige aftryk på institutionerne og beslutningerne i administrationen. Det er altså ikke blot præsidentens opgave at lede, men også at forme bureaukratiet i sit eget billede.
Kritikken af dette er to-sidet: For det første har der været en del sager gennem Bush’s regeringsperiode, hvor politisk udnævnte personer har vist sig ikke at være deres opgave voksen. Eksemplerne på dette går håndteringen af Katrina, til indsamlingen af oplysninger om masseødelæggelsesvåben over til selve håndteringen af krigen i Irak. I hvert af disse tilfælde har det være karakteristisk, at de ansvarlige personer har været mere ansvarlige over for præsidentens holdning end overfor sandheden og for “de rigtige beslutninger”.
For det andet — og dette ligger naturligvis i forlængelse af det forrige punkt — ser vi eksempler, hvor fyringsmagten bruges til at få underordnede til at makke ret, uafhængigt af lovens rammer. Det synes i hvert fald at være tilfældet, når statsadvokater presses til at skrinlægge korruptionssager mod republikanske kongresmedlemmer.
Stewarts argument er, at en administration, hvis hovedpersoner — Bush, Cheney, Rumsfeld, Rove, … — ikke er villige til høre den anden sides argumenter nødvendigvis må blive lukket omkrig sig selv og afskåret fra debatten. Og at denne manglende lydhørhed fører til store politiske fejltagelser. Men selvom det er svært at være uenig i dette udsagn, har Bolton også en pointe: Man er vel som folkevalgt forpligtet til at forfølge sin egen overbevisning og den overbevisning alene. (Men dette er en individualitisk, demokratisk tanke, som synes meget fjern i et dansk konsensusdemokrati.)
Se interviewet med Bolton…
Kommentarer
Via How Appealing har vi en fantastisk beretning: “Gonzales says the Constitution doesn’t guarantee habeas corpus.” Citat:
“The Constitution doesn’t say every individual in the United States or every citizen is hereby granted or assured the right of habeas,” Gonzales told Sen. Arlen Specter, R-Pa., during a Senate Judiciary Committee hearing Jan. 17.
De fleste sager omkring ulovlige kombatanter har ikke handlet om den ret til habeas corpus der eksisterer (eller ikke eksisterer, ifølge Gonzales) i forfatningen, men den såkaldte “statutory habeas corpus,” som er skabt af Kongressen og står i 28 U.S.C. §2241. Den rettighed som Gonzales omtaler er den såkaldte “constitutional habeas corpus,” en rettighed der, før Gonzales’ bemærkninger, anderkendes af den amerikanske forfatning, og som i princippet har eksisteret siden Kong John (ham fra Robin Hood-historierne) skabte den i 1215. Det er en temmelig radikal drejning af den hidtidige forfolkning af habeas corpus at påstå at den ikke er beskyttet af forfatningen.
Kommentarer
Det er blevet eksamenstid hos Publius, og det har nedsat frekvensen på vores indlæg (yderligere). Det er dog en god chance for at følge op på en debat omkring magtens tredeling, som vi tidligere har haft — og konkretisere hvorfor det nu lige præcist er, at vi ikke kan tale om magtens absolutte tredeling i Danmark, selvom grundlovens §3 tilsyneladende netop skaber en sådan deling.
Udgangspunktet for en tredeling er, at den lovgivende magt fastsætter generelle reglers, mens den konkrete anvendelse af retsreglerne overfor juridiske enkeltpersoner tilfalder den udøvende magt. Endeligt afgør den dømmende magt retstvister og pålægger straf. I Danmark er det ikke bare praksis, men faktisk til tider også indskrevet i grundloven, at disse forståelser af ansvarsfordelingen overskrides. Eksempelvis kan folketinget fastsætte lovbestemmelser med konkret indhold, hvis man finder det nødvendigt, og administrationen kan i visse tilfælde udstede generelle retsforskrifter. Der er et lignende overlap mellem den dømmende og den udøvende magt, så administrationen kan afgøre retstvister inden for nogle retsområder, mens domstolene har fået henlagt visse administrative funktioner til sig.
Denne opbrydning af magtdelingens funktioner supplere af personsammenfald på tværs af tredelingen: Ministre kan være (og er typisk) medlemmer af folketinget; ministre, der ikke er medlem af tinget, kan forlange ordet i folketinget; dommmere og embedsmænd kan vælges til Folketinget; og grundlovens udelukker ikke, at folketingsmedlemmer kan udpeges til dommere, selvom praksis dog er, at en MF’er, der udpeges til Højesteretsdommer, bør udtræde af folketinget.
Altsammen er dette eksempler på, hvordan grundloven nok principielt anvender magtdelingens principper, men der er ingen konsekvens af §3 — og grundloven selv tager heller ikke nødvendige konsekvenser af princippet.
Dette må ikke misforstås. Grundloven adskiller magterne, men der er bare ingen mur mellem dem, og det er altså muligt at træde over grænserne i en række tilfælde. Eksempelvis kan domstolene og betragtes som værende underlagt den lovgivende magt i praksis, fordi folketinget kan omgøre en dom ved at vedtage en ny lov. (Dog med det forbehold, at man staten må anerkende domme mod den selv og eksempelvis betale erstatninger påkendt af domstolene.)
Det eneste eksempel på, at Højesteret har anvendt grundlovens §3 til at underkende en lov vedtaget af folketinget er Tvind-dommen fra 1999, hvor Højesteret netop gjorde gældende, at loven “reelt er en endelig afgørelse af en konkret retstvist”, hvilket strider mod §3, 3. pkt om den dømmende magt hos domstolene.
(Jurister vil genkende denne overordnede gennemgang fra Germers statsret; jeg har blot skrevet en smule om på Germers afsnit om “Afvigelser fra magtadskillelsesidealet”.)
Kommentarer
De her lange lange indlæg har det med aldrig at blive færdige, mest fordi der er rigtig meget at læse. Vær derfor opmærksom på at dette indlæg endnu ikke er skrevet færdig. Jeg har dog besluttet at det næste afsnit af Publius Podcast kommer til at handle om abort.
Den 8. november 2006 hørte Højesteret to sager om den såkaldte “partial birth abortion,” en forholdsvis sjælden abortprocedure i det andet trimester hvor forsteret trækkes delvist ud af moderen før dets hjerne knuses og suges ud. (Ja, her hos Publius er vi altid bagud.) I begge sager, Gonzales v. Carhart (No. 05–380) og Gonzales v. Planned Parenthood (No. 05–1382), havde de Forenede Stater tabt i appelretten, og det var derfor generaladvokat Paul Clement (ham de kalder General Clement, som arbejder for General Gonzales) der procederede begge sager for forbundsregeringen.
Efter vedtagelsen af The Partial-Birth Abortion Ban Act of 2003 (kodificeret i 18 USC 1531) blev to abortprocedurer, “D&X” og “intact D&E,” der af kritikere ofte kaldes “partial birth abortion,” forbudt i de Forenede Stater, undtagen når proceduren er nødvendig for at redde morens liv. Læger der udfører procedurerne kan straffes med bøde, op til 2 års fængsel, eller begge dele.
I en sag fra 2000, Stenberg v. Carhart, behandlede Højesteret et søgsmål om et forbud mod partial birth abort der var vedtaget af staten Nebraska. Retten randt at forbuddet pålagde abortsøgende kvinder en “unødig byrde,” og det var derfor forfatningsstridigt under den præcedens der blev sat i Planned Parenthood v. Casey, fordi det ikke indeholdte en undtagelse for situationer hvor partial birth-proceduren er sikrest for at bevare kvindens “helbred.” (Nebraska-loven havde kun en undtagelse for situationen hvor kvindens liv er i fare.) Et af de faktuelle omdrejningspunkter i Stenberg var altså om proceduren nogensinde var at foretrække af hensyn til kvindens helbred, og om der derfor er behov for en helbredsundtagelse. Stenberg foreslår den såkaldte “substantial body of medical opinion” test til at vurdere disse spørgsmål.
Den føderale lov fra 2003, som ikke er vildt lang og i hvert fald værd at læse, begynder med en række “findings,” Kongressens faktuelle konklussioner. Kongressen finder blandt andet at partial birth abort aldrig er nødvendig af hensyn til kvindens helbred: “Neither the plaintiff in Stenberg v. Carhart, nor the experts who testified on his behalf, have identified a single circumstance during which a partial-birth abortion was necessary to preserve the health of a woman.”
Det konkluderes faktisk at partial birth abort er en farlig procedure, og at “a ban on the partial-birth abortionprocedure will therefore advance the health interests of pregnant women seeking to terminate a pregnancy.” Loven forbyder derfor partial birth abort uden at have en helbredsundtagelse, og er tilsyneladende i strid med Højesterets afgørelse i Stenberg. Intentionen var at de faktuelle fund der gøres i loven kan underkende de faktuelle fund der blev gjort ved Distriktsretten i Stenberg-sagen.
Leroy Carhart, som også var part i Stenberg-sagen, er en abortlæge i Nebraska som ønskede at bruge intact D&E/D&X procedurerne i hans praksis. Han og tre andre læger sagsøgte USA’s justitsminister for at forhindre ham i at håndhæve 2003-loven. Distriktsretten fandt at Kongressens faktuelle fund ikke fortjente særlige hensyn overfor de fakta som blev udviklet ved Distriksretten og at forbuddet mod partial birth abort er forfatningsstridigt hvis fosteret ikke er levedygtigt.
Appelretten for den 8. retskreds stadfæstede Distriktrettens afgørelse og skrev bl.a.: “We believe the appropriate question is whether ‘substantial medical authority’ supports the medical necessity of the banned procedure. … In effect, we believe when a lack of consensus exists in the medical community, the Constitution requires legislatures to err on the side of protecting women’s health by including a health exception. … Because the Act does not contain a health exception, it is unconstitutional.” Appelretten nåede ikke “undue burden” spørgsmålet fra Casey.
(oral argument Carhart)
(Planned Parenthood resume)
(oral argument Planned Parenthood)
(links til kommentar fra SCOTUSblog, Linda Greenhouse, Dahlia Lithwick, Nina Totenberg)
2 kommentarer
TPMmuckraker skriver om at række advokatfirmaer i Washington forudser et stigende antal undersøgelser fra den demokratisk kontrollerede kongres, og promoverer deres ekspertise i at repræsentere virksomheder der er mål for kongresundersøgelser. (Tak til David Lat, vores alles yndlings tidligere forbundsanklager.) Citat:
In a recent memo to its clients, the white-shoe law firm of Covington and Burling warned of the increased investigative activity soon to come from the Dem-controlled Hill — and touted its credentials for representing corporations and individuals who may find themselves under scrutiny…
Are you an executive at a telecom involved in the NSA’s wiretapping program? Did your company get a sweet no-bid contract in Iraq? Well, Covington’s soon-to-be booming “congressional investigations practice” boasts such luminaries as Lanny Breuer, who was President Clinton’s Special Counsel during impeachment proceedings, and Robert Kelner, who has represented the RNC in the New Hampshire phone jamming case.
Vi går en spændende tid i møde! “Congressional investigations practice” — hehe.
Kommentarer
Dahlia Lithwick og Richard Schragger har en interessant artikel i Slate om hvorfor Kongressen bliver ved med at vedtage forfatningsstridige love. Disse love bliver så efterfølgende forkastet af domstolene, der er bedre i stand til at modstå vælgernes pres. Dette praktiske arrangement forhindrer ikke folk som Arlen Specter i at anklage domstolene for “judicial activism.”
Den konkrete sag er et lovforslag der lovliggører retsstager for de tilbeholdte i Guantanamo. Mange senatorer stemte for lovforslaget selvom de havde udtrykt tvivl om hvorvidt den var lovlig. Før en vigtig afstemning om et ændringsforslag, der ville have forhindret domstolene i at vurdere lovligheden af disse retssager, sagde Arlen Specter:
I’m not going to support a bill that’s blatantly unconstitutional … that suspends a right that goes back to [the Magna Carta in] 1215. I’d be willing, in the interest of party loyalty, to turn the clock back 500 years, but 800 years goes too far.
Fantastisk.
Magna Carta er et centralt dokument i den angelsaksiske frihedstradition og blev givet af Kong John, ham fra Robin Hood-historierne, til de engelske baroner ved Runnymede i 1215. Den fastslog bl.a. at frie mænd har ret til habeas corpus-skrivelsen, der sikrer at en frihedsberøvelse kan prøves ved domstolene.
Princippet om at domstolene kan nægte at håndhæve en lov der er i strid med forfatningen blev første gang tydeligt formuleret af den tredje retspræsident, John Marshall, i sagen Marbury v. Madison fra 1803. Her slog han fast at “a law repugnant to the constitution is void” (i dette tilfælde en bestemmelse i retsplejeloven fra 1789).
Kommentarer
« Previous entries Næste side » Næste side »
